Foto: Scanpix

Danfoss fjerner grøn opfinder efter underskud

Direktør og storaktionær er blevet fyret som direktør for sit livsværk, det kriseramte bølgeenergiselskab Wave Star Energy, af Clausen-brødrene. Advokat Karoly Nemeth er trådt ind i bestyrelsen på hans vegne.

De tre Clausen-brødre med storebror Jørgen Mads Clausen i spidsen har fyret direktøren for og iværksætteren af Danmarks største, men kriseramte bølgeenergifirma, Wave Star Energy. Per Resen Steenstrup var indtil for nylig såvel administerende direktør som storaktionær i firmaet. Men i starten af juni blev han præsenteret for en fyreseddel og fik fem minutter til at rydde sit kontor, der ligger på Gammel Vartov Vej mellem Hellerup Station og Strandvejen, af Danfoss-brødrenes advokat.

Danfoss-familien har siden nedskrevet værdien af aktierne i Wave Star Energy til en krone.

Det er et af Danmarks mest beundrede erhvervsikoner, bestyrelsesformanden for Danfoss, Jørgen Mads CLausen, der hermed demonstrerer, at der ligger en portion forretningsmæssig brutalitet gemt bag hans runde og smilende ydre. Sammen med sine to brødre, Peter Mads Clausen og Henrik Mads Clausen, har han gennem nogle år siddet på aktiemajoriteten i Wave Star Energy. Danfoss-familien har siden 2003 pumpet store millionbeløb i selskabet under ledelse af Per Resen Steenstrup, men nu skal der altså andre boller på suppen.

Wave Star Energy kom ud af 2008 med et underskud på knap 60 millioner kroner, som barberede egenkapitalen ned til under halvdelen. Det voldsomme underskud udvirkede et forbehold fra selskabets revisor, som noterede, at det var usikkert, hvorvidt selskabet kunne finansiere drifts- og udviklingsomkostninger i 2009.

Vi skammer os ikke

- Det kommer ikke bag på os, at vi skal gennem nogle år med underskud. Vi forventer hverken overskud i år eller næste år. Jeg er risikovillig. Det er ikke nogen hotdog-butik det her, siger Jørgen Mads Clausen.

- Per Resen Steenstrup er en typisk iværksætter, som er teknisk meget dygtig. Men bølgeprojekterne er under hans ledelse blevet for dyre. Derfor har vi været nødt til at fyre ham. Det står vi ved, det er ikke noget, vi er skamfulde over.

Danfoss-familien har finansieret udviklingen af bølgeanlæg via en række kapitaludvidelser. Senest blev der vedtaget en ny kapitaltilførsel i december 2008 på 32 millioner kroner. Driften i første halvår af 2009 er finansieret via midlertidige lån fra selskabets hovedaktionærer. Men Jørgen Mads Clausen tror stadig på selskabet:

- Vi starter helt forfra nu og rekapitaliserer selskabet. Per Resen Steenstrup er også inviteret til at deltage i en ny kapitalrejsning, og han fortsætter også i bestyrelsen, siger Jørgen Mads Clausen.

Intet eksporteventyr

Per Resen Steenstrup præsenterede i 2003 de tre Clausen-brødre for projektet i Nordborg, hvor brødrene spontant besluttede sig for at skyde penge i Wave Star Energy, og frem til 2008 investerede de omkring 50 millioner kroner i firmaet.

I 2008 var Jørgen Mads Clausen flere gange i pressen for at slå på tromme for bølgeenergi og efterlyste gunstige støtteordninger til bølgeteknologien for ikke at risikere, at investeringerne i den spændende nye teknologi gik til udlandet.

- Hvis ikke regeringen og Folketinget sørger for regler med gunstige afregningspriser, dvs. støtte til grøn strøm, vil investorer og store energiselskaber sætte deres penge i bølgeenergianlæg uden for Danmarks grænser. Dermed forpasser Danmark chancen for et nyt eksporteventyr med en årlig milliardeksport på linje med vindkraft, og masser af arbejdspladser forsvinder ud af landet, sagde Jørgen Mads Clausen til Berlingske Business sidste år.

Per Resen Steenstrup ønsker ikke at kommentere striden med Danfoss-familien over for Berlingske, men han har langtfra opgivet at slås. I juni hyrede han advokat Karoly Nemeth til at kæmpe sin sag over for Clausen-brødrene. Karoly Nemeth er nu indtrådt i bestyrelsen i Wave Star Energy, hvor også Clausens-brødrenes advokat Morten Jensen har fået sæde, efter at Henrik Mads Clausen har veget sin plads.

Ifølge Berlingskes oplysninger kommunikerer de to modparter nu udelukkende via advokaterne i bestyrelsen. Jørgen Mads Clausen er formand for bestyrelsen, hvor også lillebroren Peter Mads Clausen sidder.

- Per Resen Steenstrup er sur over, at han er blevet fyret, og sagen får nu formentlg et juridisk efterspil. Men vores indstilling er, at der var brug for en ny direktør, og vi har derfor indsat serieiværksætteren Bent Christensen, som vi kender her fra Sønderborg i stedet, siger Jørgen Mads Clausen.

Opretter forbindelse til Facebook...
Connect to Facebook
(Henter status...)

Hvad tænker du om historien?

Del oplevelsen med dine venner via din Facebook-status:


Send artiklen til Facebook side

Del "" på Facebook.

Sådan virker bølgekraft
Wave Stars bølgekraftmaskine fungerer via en række halvkugleformede flydere af glasfiber, der stikker ned i vandet. Når bølgerne ruller, presser de flyderne op og aktiverer pumper. Pumperne presser olie ind i et transmissionssystem, som med tryk driver en hydraulikmotor. Den driver igen en generator, som producerer strøm.

Wave Stars pilotprojekt i Nr. Nissum Bredning har 40 flydere og kapacitet til at producere 5,5 kilowatt strøm. En 500 kilowatt maskine bliver installeret i Hanstholm i denne uge. Wave Star planlægger også at etablere en 500 kilowatt-maskine ved Horns Rev i samarbejde med DONG. Et 500 kilowatts anlæg kan dække elforbruget i 500 husstande.

NYHEDSBREV 

Modtag nyheder på
e-mail hver morgen

MOBIL 

Modtag link til nyheder direkte på mobilen

Top 10 på Fra editorial

    Tophistorie

    Mobilen afslører om computeren er stjålet

    16:02 |  Simpelt mærkesystem kan give bedre sporing af stjålne computere og andet it-udstyr.

    Polske arbejdere snydt for 1,9 millioner

    12:20 |  Virksomhedens ejer har erkendt, at han ikke har betalt hverken pension eller feriepenge og heller ikke den overenskomstmæssige løn.

    Apples ultimative satsning

    14:50 |  Kontrol kan skade kreativiteten.

    Nye energiafgifter ødelægger konkurrenceevnen

    12:55 |  Fire ud af ti virksomheder føler sig beslastet af nye energiafgifter i høj eller alvorlig grad.

    Økologisk kosmetik i vækst

    13:16 |  Imens resten af skønhedsindustrien er presset af forbrugerne, oplever den økologiske del af markedet vækst. Forbrugerne er blevet mere kræsne, og nye økologiske mærker fortsætter med at dukke op.

    Invester pensionen i egen virksomhed

    09:12 |  Der kan pustes ekstra liv i pensionsopsparingen ved at bruge noget af den til at investere i egen virksomhed. Læs om betingelserne.

    Andre tophistorier