En ny undersøgelse viser, at halvdelen af de danske virksomheder ikke ved, hvor de kan finde oplysninger om udbudte offentlige opgaver.
Virksomheder inden for handel, service, transport, rådgivning og oplevelse har vanskeligt ved at finde offentlige udbud.
Det er konklusionen på en ny undersøgelse fra Dansk Erhverv, hvor 350 små og store virksomheder har svaret på, hvordan de oplever, hvor let tilgængelige de offentlige udbud er.
Et af hovedpunkterne i undersøgelsen er, at næsten halvdelen af virksomhederne ikke ved, hvor de kan finde oplysninger om offentlige udbud. Det er et problem, mener Dansk Erhverv.
»Det er uhensigtsmæssigt, at virksomhederne skal bruge tid og ressourcer på at surfe på diverse hjemmesider for at finde udbud. Man må gå ud fra, at det er i udbydernes interesse at få flest mulige bud. Men når de nu er så svære at finde betyder det, at virksomhederne får færre opgaver,« siger Sven Petersen, der er advokat hos Dansk Erhverv.
Når de offentlige myndigheder i dag skal udbyde opgaver foregår det typisk over kommunernes hjemmesider, Udbudsvagten og Udbudsportalen. Men der er ikke et bestemt sted, som udbuddene skal offentliggøres.
Tilbage i juli 2007 blev loven for regler om udbud vedtaget. Den siger, at kommunerne har pligt til at annoncere alle indkøb over 500.000 kr.
Vil ændre loven
Et andet element i loven er, at udbuddene må foregå hvor som helst, hvilket vil sige lige fra pressen til elektroniske medier. Og det ønsker man ændret hos Dansk Erhverv.»Der er ingen regel om, at udbuddene skal offentliggøres et centralt sted. Derfor ønsker vi en ændring af loven, hvor alle offentlige myndigheder skal forpligtes til at lægge alle udbud det samme sted,« siger Sven Petersen, der tilføjer, at virksomhederne skal have gratis adgang til annoncerne på portalen.
Med et fælles forum håber Dansk Erhverv på at løse problemet med, at udbuddene er svære at få øje på.
Venstre er klar
Venstre er åben over for Dansk Erhvervs forslag om at ændre loven for at gøre udbudsreglerne mere effektive.»Den her undersøgelse viser, at der er et problem. Derfor vil vi gerne se nærmere på mulighederne for at ændre reglerne, så der kommer et fælles forum, eksempelvis Udbudsportalen, hvor de offentlige myndigheder så vil blive pålagt at samle udbuddene ét sted,« siger erhvervsordfører for Venstre, Jacob Jensen.
Jacob Jensen vil nu tage sagen op i Erhvervsudvalget, hvor han vil drøfte en mulig lovændring med erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K).
Engang i efteråret forventer Venstre at kunne fremlægge et konkret udspil.
ErhvervsBladet.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Dansk Folkeparti og de konservative.

