Monopol. Regeringen og KL håber med den ny udgave af udbudsavisen.dk at gøre alle offentlige udbud og småopgaver synlige ét sted. Men driften lægges automatisk i KL og regerings hænder, protesterer direktøren for IKAbud.dk og Udbudsvagten.dk
Hele ideen med at have offentlige udbud og gennemsigtighed, går ud på at give alle virksomheder en chance for at byde ind på en offentlig opgave.
Men dette gælder ikke det offentliges egen udbudsportal. Her vælger regeringen og KL at beholde opgaven med at drifte portalen, og så kun sende selve portalløsningen i udbud.
Det fremgår af materialet, som ligger på KL's Udbudsportalen i tilknytning til det netop afholdte udbud af den ny version af portalen www.udbudsavisen.dk.
Det har fået direktør Kevin Bengtsson for de konkurrerende hjemmesider, Udbudsvagten.dk og IKabud.dk til at reagere.
Han mener, at driften af den portal, som regeringen udpeger som den, der skal "samle alle offentlige udbud og opgaver ét sted" bør i udbud, nøjagtig ligesom alle andre opgaver.
- De har kun sendt selve portalløsningen i udbud. Det virker som om, at finansminister Thor Pedersen bare lægger driftsopgaven hos KL uden at sætte sig ind i, hvad der findes i markedet, lyder Kevin Bengtssons kritik.
Projektleder for Udbudsportalen.dk Jakob Scharff, KL oplyser at det er aftalt, at driften af udbudsavisen skal i udbud senere, efter at KL og regeringen har stået for opgaven i en opstartsperiode på op til tre år.
Der er på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til vilkår og indhold for dette udbud.
Men Kevin Bengtsson finder det ikke acceptabelt, at det offentlige går ind og konkurrerer med private på den måde.
- Vi konkurrerer jo på ulige vilkår, lyder det.
Kevin Bengtsson er netop ved at søsætte den ny hjemmeside IKAbud.dk sammen med Foreningen af Offentlige Indkøbere (IKA).
Medlem af bestyrelsen hos IKA og indkøber hos Birkerød Kommune, Jens Vejgaard, vil ikke blande sig i de kommercielle interesser, som hans partneren Udbudsvagten.dk forfølger.

