Danske virksomheder er ikke nær så belastet af administrative byrder overfor staten, som i andre lande, viser ny redegørelse. Alligevel er Håndværksrådet utilfreds med mængden af indberetninger, som de erhvervsdrivende løbende skal indsende til myndighederne.
Siden den nuværende regering for seks år siden satte sig for at skære ned i de mange oplysninger, som virksomhederne skal sende til det offentlige, er livet godt nok blevet noget lettere for erhvervslivet. Men der er stadig et stykke vej til regeringens erklæret mål, og det skuffer Håndværksrådet.
"Vi er glade for hver eneste administrative byrde, der falder bort, men det kræver et kvantespring, hvis målet om et fald på 25 procent skal nås i 2010. Vi har nu brugt seks år på at skære ti procent af de administrative byrder væk. Nu er skal vi nå de næste 15 procent på kun tre år", siger Håndværksrådets administrerende direktør, Paul Mollerup, i en kommentar til økonomi- og erhvervsministerens redegørelse til folketinget om erhvervslivet og reguleringen, der blev offentliggjort i dag.
I Danmark udgør de administrative omkostninger for virksomhederne omkring 1,9 procent af bruttonationalproduktet. Blandt de lande, der indtil videre har foretaget de såkaldte AMVAB-målinger af hele den erhvervsrelaterede lovgivning, har Danmark den laveste andel af administrative omkostninger. I de øvrige lande ligger andelen mellem 2,5 og 3,3 procent af bruttonationalproduktet, fremgår det af erhvervsministerens redegørelse.
"Vi er jo nød til at tage decimalerne i brug for at overhovedet at kunne spore en fremgang i forhold til sidste år. I 2006 var det lykkedes at skære 9,7 procent af byrderne i forhold til 2001, og årets resultat er kun en lille forbedring i forhold til 2001 til 10,1 procent," siger Paul Mollerup.
Men økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen tror på, at regeringen nok skal nå sine fastsatte mål på området.
”Regeringen har udarbejdet en samlet handlingsplan for forenklingsarbejdet. Vi holder fast i målet om reduktion på op til 25 procent. Mange initiativer er imidlertid tidskrævende og omkostningstunge, hvorfor de først realiseres relativt sent op mod år 2010. Det gælder for eksempel en større modernisering af den danske selskabslovgivning, som jeg har sat i gang. Vi er også på vej med en samlet plan for afbureaukratisering,” siger Bendt Bendtsen i en kommentar til dagens redegørelsen.
Det er især Økonomi- og Erhvervsministeriet, Skatteministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Ministeriet for Fødevare, Landbrug og Fisker, Miljøministeriet og Justitsministeriet, som lægger størst indberetnings-byrde på de erhvervsdrivende.