De borgerlige partier i den svenske Riksdag er blevet enige om nyt energipolitisk udspil. Nu vil de igen satse på atomkraft.
Partiledere for de fire borgerlige partier i Sverige er blevet enige om et energipolitisk udspil. Det indebærer blandt andet, at det nuværende forbud mod at bygge nye atomkraftværker ophæves, erfarer det svenske telegrambureau TT.
Partierne vil hæve forbuddet mod byggeri af nye atomkraftværker i de områder af landet, hvor de allerede findes, og når de gamle er slidt ned.
Udspillet indebærer også en satsning på vindkraft. Det skal være muligt hurtigere at kunne tage beslutninger om anlæggelse af nye vindmølleparker.
Partierne præsenterer udspillet ved et fælles pressemøde i formiddag.