Sygefravær. Tættere dialog mellem virksomheder, læger og kommuner kan gøre det muligt for flere delvis at genoptage deres arbejde.
Alene i Sønderjylland kunne 500 flere dagligt komme på arbejde, hvis arbejdsgiveren og den sygemeldtes læge fik talt bedre sammen om, hvordan medarbejderen kunne vende tilbage til arbejdet på nedsat tid, med andre funktioner eller på øvrige skånevilkår.
Projektcenter Sønderjylland har siden 2004 arbejdet med at nedbringe sygefraværet i landsdelen og sendte for få uger siden 1.000 håndbøger ud til private og offentlige virksomheder om, hvordan de tackler medarbejderes sygefravær.
Et af værktøjerne er Jobbeskrivelse ved sygefravær, et dialogredskab, hvor lederen og den sygemeldte sammen kan beskrive, hvilke jobfunktioner den pågældende kan klare trods helbredsproblemer.
- Virksomhederne er lige nu i en situation med mangel på arbejdskraft og har således et incitament til at fastholde gode medarbejdere og få sygemeldte tilbage på jobbet så hurtigt som muligt. For den enkelte medarbejdere handler det om at bevare tilknytningen til arbejdspladsen, idet der ellers kan opstå en psykisk overbygning på det, der holder vedkommende væk fra arbejdet, siger projektkoordinator Henrik Andersen, Projektcenter Sønderjylland.
Bedre dialog er vejen
Dialogen mellem leder og medarbejder følges typisk op med en kontakt til sidstnævntes læge, der kan komme med en lægefaglig vurdering af, om den aftalte løsning er forsvarlig.I det hele taget er vejen til at få flere tilbage på jobbet på nedsat tid, med andre funktioner eller eventuelt med en hjælpeperson tilknyttet i mange tilfælde et spørgsmål om en bedre dialog mellem læge, arbejdsgiver og kommunernes sygedagpengemedarbejdere, der nu er placeret i de nye jobcentre.
- Man sidder med hver sine opgaver og behov. Lægerne har det lægefaglige, og kommunerne fokuserer på arbejdsevnen, og det er ikke nødvendigvis det samme, siger Henrik Andersen.
Arbejdsgivere oplever, at læger skriver ubrugelige lægeerklæringer om uarbejdsdygtighed, og læger oplever, at virksomheder beder dem tage stilling til forhold, som de ikke har noget grundlag for.
Fire løsninger
Jobbeskrivelsen ved sygefravær er en nem og enkel metode til at håndtere længerevarende sygefravær i virksomheden. Derfor tager håndbogen fat i fire problemer og foreslår løsninger:Sygesamtaler opfattes tit som besværlige eller ubehagelige og droppes. Men jobbeskrivelse ved sygefravær hjælper lederen til at gennemføre samtalen, så alle relevante spørgsmål bliver diskuteret.
Det er ofte svært både for virksomhed og den ansatte at finde ud af, hvad den sygemeldte kan klare - enten som delvis sygemeldt eller med skånefunktioner.
Jobbeskrivelsen hjælper virksomheden til at afgøre, hvornår en lægeerklæring er relevant og samtidig hjælper den med at stille de rigtige spørgsmål til lægen.
Lægen får mulighed for aktivt at hjælpe sin patient med at fastholde sit arbejde under sygdom.
Lægen kan tage konkret stilling til virksomhedens tiltag og vurdere om det helbredsmæssigt er forsvarligt for medarbejderen at deltage.
Af de medarbejdere, der er sygemeldt i over 13 uger, kommer kun halvdelen tilbage på normale vilkår.

