Mindre virksomheder kan se frem til at få en økonomisk håndsrækning til at søge penge i Forebyggelsesfonden.
Alt for få mindre private virksomheder søger om midler i Forebyggelsesfonden, som kan forbedre arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. Derfor vil forligspartierne bag aftalen om fonden, nemlig regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre nu give virksomhederne mulighed for at få hjælp til at søge midlerne. Det skriver Magasinet Arbejdsmiljø tirsdag.
Kun syv ansøgninger blev der sidste år sendt ind fra virksomheder med færre end 50 ansatte til Forebyggelsesfonden. Årsagen til de få ansøgninger menes at være, at det er for svært og omstændeligt at skrive en korrekt ansøgning. Derfor skal det fremover være muligt at få hjælp til at udforme en ansøgning, som lever op til kravene, lyder baggrunden for et nyt lovforslag.
Ifølge forslaget skal virksomhederne kunne få op til 50.000 kr. i hjælp alene til at skrive en ansøgning. Det gælder uanset om virksomheden efterfølgende får bevilget midler fra Forebyggelsesfonden eller ej.
I Kommunernes Landsforening (KL) er man ikke begejstret for forslaget, som man mener kan være direkte diskriminerende.
- Man indfører en sondring imellem private og ikke-private virksomheder og mellem små og store virksomheder. Selv om et plejehjem for eksempel er en offentlig institution og på den måde en del af staten, så kan plejehjemmet jo godt være en lille arbejdsplads, som så ikke er ligestillet med de andre små virksomheder, siger Preben Meier Pedersen, chefkonsulent i KL til ErhvervsBladet.dk.
Samtidig bryder man med en sådan aftale et af fondens principper om, at man ikke skal bruge penge på at søge penge.
- Det er for så vidt fint, at man vil gøre noget for at få flere små virksomheder til at søge fonden. Men der har været en grundlæggende holdning i fonden om, at man kun får støtte til selve projektet. Ikke til ansøgningen, siger Preben Meier Pedersen.
Lovforslaget ventes vedtaget til 1. juni og kan dermed gælde fra næste ansøgningsrunde til fonden, der har frist den 10. august.