Skattely. Cykeltaxi-chaufførerne overtræder skattelovgivningen, når de fragter mennesker rundt i byerne uden at være registreret som virksomheder. Og Skat frygter, at problemet også dækker over sort arbejde og andet skattesvig. Nu gribes ind over for de anarkistiske chauffører.
Modvinden fortsætter for de ellers så populære og miljørigtige cykeltaxier. Langt de fleste af chaufførerne driver forretning fra et lejet køretøj, og det kræver, at man er registreret som virksomhed, men det er det de færreste, som er.
SKAT har nu iværksat en mindre razzia over for de ulovlige ”virksomheder”, som de frygter dækker over andre former for skattesvig som sort arbejde eller uoplyste indtægter hos folk på overførselsindkomst.
- Den måde, som chaufførerne driver forretning på, kræver at man har stiftet en virksomhed. Men problemet er ikke kun uregistrerede indtægter, det har sikkert også indflydelse på SU, kontanthjælp eller dagpengeydelser, siger Lisbet Hedelund, afdelingsleder i Skattecenter København.
Kreativ efterforskning
Udfordringen for Skat er at finde frem til de anarkistiske chauffører. For cykel-chaufførerne er jo ikke registreret nogen steder, og Skat er nødt til at være kreative i deres efterforskningsarbejde.
- Det er jo ikke altid, at chaufførerne overholde færdselsloven. Derfor har vi indgået et samarbejde med politiet, der foretager visse opnoteringer, når de støder på chaufførerne i deres arbejde, fortæller Lisbet Hedelund. Ved siden af samarbejdet med ordensmagten har Skat også mulighed for at tjekke bøgerne hos cykeltaxi-udlejningsfirmaerne, hvor lejerne står registret. Og så kan de hurtigt kontrollere, om vedkommende har registreret sig som virksomhed, om der er opgivet b-indkomst, og om cykeludlejeren modtager nogen form for overførselsindkomst.
Udlejningsfirma kræver klare regler
Copenhagen Rickshaw, der med sine 70 udlejningscykler er klart den største spiller på cykeltaxi-markedet, er ved at være godt trætte af, at både politiet og skattemyndighederne går målrettet efter deres kunder. Virksomheden er som sådan ikke ansvarlig for cykeltaxi-chaufførernes forretninger, men indsatsen generer naturligvis kunderne, og Copenhagen Rickshaw har i et åbent brev rettet henvendelse til kommunen, politiet samt til de handlende, som har klaget over cykeltaxierne for at få klare regler på området.
- I en eller anden udstrækning er det hetz mod vores kunder. Men når der ikke findes noget regelsæt for cykeltaxier, er det tæt ved umuligt at instruere vores lejere i, hvordan de skal forholde sig til tingene, siger Gili Bassan, adm. direktør i Copenhagen Rickshaw.
Både Københavns Kommune og Københavns Politi arbejder i øjeblikket på at få gennemført et henholdsvis kommunalt og nationalt regelsæt for cykeltaxierne.
