Grådighed, dumhed og en naiv tro på fremtiden. Sådan kan man beskrive det sammensurium af handlinger, der har ført til den værste finansielle krise siden 1930'erne.
Historien om den græske sagnkonge Midas handler om en grådig mand, der tror, hans lykke er gjort, da han får evnen til at forvandle alt, hvad han rører ved, til guld.
Men desværre ender det galt, fordi han for sent finder ud af, at han hverken kan få mad eller drikke, fordi det bliver forvandlet til uspiseligt guld.
Den fornemmelse er en lang række amerikanske investorer sandsynligvis blevet bekendte med de seneste uger. Her har de nemlig set, hvordan deres dårlige investeringer har ført til den værste finansielle krise siden 1930erne.
Det hele begynder med terrorangrebet i USA for syv år siden, som fører til et chok og en midlertidig lukning af Wall Street.
På grund af frygt for en afmatning sænker centralbanker verden over renten for at holde forbruget på et normalt niveau. Den rente forbliver kunstig lav de efterfølgende år og booster dermed forbruget. Langsomt, men sikkert stiger priserne, og især priserne på fast ejendom. Folk i den vestlige verden oplever pludselig, at de kan tjene tusindvis af kroner på boliger. Det er her, investorerne og udlånsvirksomheder melder deres ankomst.
- I USA begynder kreditinstitutioner at låne penge ud til dårligere betalere, som normalt ikke ville være kreditværdige. Der er tusindvis af individuelle lån. Folk får lån til fast ejendom og fører en ekstravagant livsstil, selv om de reelt ikke er i stand til at betale lånet og renterne tilbage, forklarer professor i finansiel historie ved CBS, Per H. Hansen.
De dårlige lån – også kaldet mortgage backed security – bliver ikke aftalt direkte med kreditinstitutionerne. Mange af dem bliver nemlig lavet af uafhængige lånemæglere, som låner ud på vegne af banker og finansielle institutioner.
De lån, som bankerne selv aftaler, bliver garanteret af de to delvist statsstøttede realkreditinstitutioner Fannie Mae og Freddie Mac, der nu er krakket. Mæglerne er aflønnet på provision, så de har derfor et naturligt incitament til at låne så meget ud som muligt, selvom låntagerne er uden job og opsparing. Bankerne tjekker ikke låntagerne, fordi de har en sikker tro på, at huspriserne bliver ved at stige, og fordi de ikke altid får de rigtige oplysninger fra mæglerne.
Korthuset vakler
Bankerne vælger som det næste skridt at sprede risikoen ved lånene ved at inddele dem og sælge dem videre til hedgefonde og investeringsbanker som Lehman Brothers. Men efterhånden opdager både bankerne og hedgefonde, at der er langt større risiko ved lånene. end man først troede. Derfor laver de det nummer, der for alvor har fået skylden for den nuværende krise: nemlig de såkaldte CDOer (collaterized debt obligation). De samler alle de dårlige lån og opdeler dem i tre puljer, som de får de såkaldte kreditrating-bureauer til at give karakterer. Selv om der egentlig ikke er den store forskel på dem, kommer den bedste tredjedel til at fremstå som en god og sikker investering og får topratingen AAA.
Samtidig forsikrer de dem hos store forsikringsselskaber, herunder det mest kendte, AIG. På den måde kan de sælge alle de dårlige værdipapirer videre, og det viser sig, at mange andre banker – herunder Société Génerale i Frankrig – og pensionsfonde i Europa bider på krogen. De går endda med til at betale en høj rente, fordi lånene fremstår så sikre.
- Banker er jo vant til at låne, købe og sælge til hinanden. Men med CDOerne bliver det allerede på dette tidspunkt – i løbet af 2007 – helt uigennemskueligt. Ingen kan sige, hvor lånene kommer fra, og hvem der reelt skal betale penge til hvem, siger Per H. Hansen.
Der er i løbet af 2007 flere tegn på, at lånene ikke kan betales tilbage, og at kredit-rating-bureauerne har sat dem til al for høj værdi. Flere direktører for hedgefonde bliver anholdt for at have fiflet med nedskrivningerne på CDOerne. Samtidig er banken Northern Rock en af de første, der får krisen at føle, og forsikringsselskaber, der har forsikret lånene bliver pludselig mødt med store krav, som de ikke kan betale tilbage. Den amerikanske stat skyder 85 mia. dollar ind i AIG for at undgå, at korthuset falder. Det holder systemet på ret køl, men kun med nød og næppe. Usikkerheden har bredt sig, og pludselig begynder private investorer, der har puttet penge ind i investeringsforeninger og hedgefonde at kræve deres penge tilbage igen.
Ingen ved dog endnu, hvor galt det er fat. Men historier om amerikanere, der må gå fra hus og hjem fylder alligevel mere, og efterhånden som investeringsbanker opdager, hvor store tab, de har, går krisen op for offentligheden. Fannie Mae og Freddie Mac, der står for en stor del af de dårlige lån, falder sammen i sommeren 2008, og dernæst følger flere investeringsbanker som Lehman Brothers. Alle har de købt og solgt de dårlige værdipapirer.
Gentager sig i Danmark
I mellemtiden er det samme mønster begyndt at vise sig herhjemme. Små banker har lånt penge til aggressive ejendomsspekulanter, som ikke har kunnet låne i store banker som Danske Bank og Nordea. Roskilde Bank er det første store tegn på, at grådigheden og troen på prisstigninger i boliger har ført til en masse lånte penge, der ikke kan betales tilbage.
- Der er opstået en ejendomsboble, som nu sprænger. Det, man har investeret, giver simpelthen ikke det afkast, man satser på. Alle husker dot.com-boblen, hvor mange postede penge i IT-selskaber, som så viste sig ikke at holde vand. Men når man ser så store gevinster, man har set på ejendomsmarkedet, så er det almindelig menneskelig psykologi, der får folk til at satse endnu mere, siger Per H. Hansen.
Det viser sig efterfølgende, at andre små banker har gjort det samme, fordi spekulanter har shoppet rundt, indtil de fandt en bank, der var villig til at løbe risikoen.
Samtidig har verdensmarkedet for likviditet blandt bankerne internt – det vil sige bankernes handler med hinanden – taget en drastisk vending. På grund af de erfaringer, man har gjort sig med CDOerne – som er et globalt produkt – tør bankerne ikke længere låne penge til hinanden. Med andre ord: Nogle skal i sidste ende betale for alle de lån, der er blevet givet til dårlige betalere, og som efterfølgende er blevet solgt for meget mere, end de egentlig er værd.
Panikken breder sig til aktiemarkedet, og samtidig frygter folk, at netop deres bank og pensionsselskab på internationalt plan er involveret i investeringer, der kan føres tilbage til værdipapirer uden reel værdi.
Redningen og erfaringen fra 30erne
- Men i modsætning til 1930erne, hvor verden var i økonomisk recession i tre år, før man greb ind, så kan man her se, at vi har lært af historien, siger Per H. Hansen og henviser til den redningspakke, som den amerikanske kongres vedtog i fredags.
Samtidig har den danske regering vedtaget en hjælpefond til bankerne, som de store banker og Nationalbanken er med til at finansiere. På europæisk plan er der også forslag om en mere standardiseret politik, så man kan undgå en finanskrise igen.
- Siden 30erne har man lært, at man fra statens side bliver nødt til at gribe ind, ligesom man også gjorde i starten af halvfemserne med Varde Bank. Nu har Nationalbanken overtaget Roskilde Bank, og hjælpepakken vil være med til at dæmme op for en generel panik for, at folk kan få deres penge, forklarer Per H. Hansen.
Regulering eller ej
Hvorvidt krisen skyldes manglende regulering, er der delte meninger om. Mange mener, at der nu er behov for mere regulering, så store investeringsforeninger og hedgefonde ikke længere kan lave de strukturelle produkter, som er svære at gennemskue. Andre igen mener, at Fannie Mae og Freddie Mac, som blev oprettet af den amerikanske stat for at give fattige en mulighed for at låne penge, har skylden, og at krisen derfor er opstået på grund af for meget regulering.
Foreløbig har krisen dog ikke betydet, at private danskere har stået i kø for at trække deres penge ud af banken. Men var der ikke grebet ind kunne det meget vel have været konsekvensen, mener flere eksperter.
Kilder: Professor Per H. Hansen, CBS og Berlingske Research.
