Hver tredje virksomhed forventer at øge sit overskud ifølge en rundspørge blandt medlemmer af ErhvervsBladet.dk's Erhvervspanelet.
Bankpakker, skattelettelser og udskydelse af betaling af moms og a-skat.
Måske er regeringens hjælp til nødstedte danske virksomheder begyndt at virke. I hvert fald viser en rundspørge blandt direktører i ErhvervsBladet.dk's Erhvervs-panel, at knap hver tredje virksomhed venter at øge sin omsætning i 2009 i forhold til 2008. Tilsvarende venter godt en ud af tre at øge sit resultat. I alt har 318 direktører for små og mellemstore virksomheder afgivet svar.
- Det overrasker mig, at så mange er positive. Man skal huske på, at 2008 var et hårdt år for mange virksomheder, siger Kent Damsgaard, erhvervsøkonomisk chef i DI.
I februar spurgte Håndværksrådet, der respræsenterer flere end 20.000 virksomheder sine medlemmer om deres daværende situation. To måneder senere viser svarene sig fra medlemmerne af Erhvervspanelet sig at være mere optimistiske end dengang.
Det giver en forhåbning om, at væksttiltag, skattelettelser og udsigten til at hæve SP-bidraget har gjort, at efterspørgslen igen er ved at stige hos en del virksomheder, og at optimismen er på vej tilbage. Det er et spark til optimismen, vurderer Søren Nicolaisen, cheføkonom i Håndværksrådet.
Vanskelig branche
Byggebranchen har det dog fortsat svært. Anders Fernstrøm, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, forklarer, at ordrebeholdningen hos branchens virksomheder de seneste fire-fem måneder har sat stadigt mere dystre bund-rekorder.
Erhvervsorganisationerne understreger samstemmende, at mange virksomheder fortsat har det hårdt. Det gælder især virksomheder, der lever af eksport, eller som leverer til eksport. Virksomhederne har svært ved at afsætte deres varer og svært ved at optage lån. Er der det mindste overskud til at investere, er det imidlertid oplagt at gøre det nu.
Hvis krisen ikke slår dig ihjel, så kommer du godt ud af den, siger Jens Brendstrup, cheføkonom i Dansk Erhverv, og fortsætter:
De virksomheder, der ikke går ned i krisen, får nogle omkostningsminimeringer og får sat nye ting i gang. De vil helt klart stå styrkede, når krisen er ovre. Det er derfor vigtigt, at man ikke kun ser på at minimere sine omkostninger, men også på de strategiske muligheder. Så har du automatisk et forspring, når økonomien begynder at gå den anden vej igen.