Foto: Henning Bagger/Scanpix

Offshore-alliance kæmper om EU-milliarder til nye job

Et nyt kraftfuldt samarbejde mellem to offshore-centre med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen skal skaffe EU-milliarder til udvikling af nye arbejdspladser på havet.

Nyrup har en plan. En plan, der skal få EU-milliarderne til at strømme til Danmark. Og en plan, der de kommende år kan skaffe arbejde, ordrer og jobs til masser af underleverandører i Danmark.


Planen går ud på, at Danmark bliver det land i Europa, der går forrest, når næste generation af havvindmøller og bølgeenergi skal udvikles.


Tidligere statsminister og nuværende EU-politiker, Poul Nyrup Rasmussen (S), blev formand for det nye forsknings- og innovationscenter på Lindø, Lindoe Offshore Renewables Center, da beskeden om Lindø-værftets lukning kom. Centret er i dag støttet af en række magtfulde kræfter i dansk erhvervsliv som Mærsk, Vestas, Dong Energy og flere andre.


Men Esbjerg-drengen Nyrup kom i modvind, da hans hjemstavn i Vestjylland, hvor offshore-branchen i forvejen er repræsenteret med tusindvis af job, mente, han svigtede området. Det problem er nu løst med dannelsen af Alliancen for Grøn Offshore Energi, som blandt andet er et samarbejde mellem Lindø-centret og offshore-centret i Esbjerg.


Målet er masser af arbejdspladser. Således kunne Fyens Stiftstidende fornylig afsløre, at en endnu ikke offentliggjort rapport, som Nyrup-gruppen fra Lindø står bag, viser, at der alene frem til 2020 vil blive investeret 150 milliarder euro i nye havvindmøller og bølgeanlæg i Europa, og at der vil være 215.000 nye arbejdspladser at slås om.


Samlet markedsføring


EUs massive satsning på vedvarende energi står således helt centralt for Alliancen for Grøn Offshore Energi.


- Det bliver vigtigt, at det danske forsknings- og innovationsmiljø inden for grøn offshore energi markedsfører sig selv effektivt og som en samlet industri over for EU. Derfor samler vi nu institutter, universiteter, centre og de danske regioner i Alliancen for Grøn Offshore Energi. Vi kan kun bevare vores førsteplads, hvis vi står sammen. Alliancen for Grøn Offshore Energi er et nyt, spændende og fremadrettet samarbejde, som hurtigt vil give synlige resultater og genklang i Bruxelles, siger Poul Nyrup Rasmussen i en udsendt pressemeddelelse fra Region Syddanmark.


Poul Nyrup Rasmussen har årelang erfaring med EU-systemet, og han har allerede planlagt den første kontakt til EU-Kommissionen i februar. Alliancen for Grøn Offshore Energi får da også til huse i Bruxelles. I første omgang bliver der lavet et mindre sekretariat med tre ansatte, som rykker ind hos Region Syddanmark, som i forvejen har kontor i byen.


Poul Nyrup Rasmussen vil i første omgang fungere som formand for Alliancen for Grøn Offshore Energi indtil den stiftende generalforsamling i januar. I det nuværende formandskab sidder også regionsrådsformand Carl Holst og formand for Offshore Center Danmark, Niels Aage Giversen.


Carl Holst glæder sig over samarbejdet:


- Mange af de store virksomheder i offshore branchen ligger i Syddanmark, og vi har derfor en helt klar interesse i at få etableret det nye samarbejde. Vi forventer, at der kan skabes mange nye arbejdspladser, siger Carl Holst således.

Opretter forbindelse til Facebook...
Connect to Facebook
(Henter status...)

Hvad tænker du om historien?

Del oplevelsen med dine venner via din Facebook-status:


Send artiklen til Facebook side

Del "" på Facebook.

Alliancen for Grøn Offshore Energi
Det er to store spillere på offshore-markedet, der nu går sammen i Alliancen for Grøn Offshore Energi:

Offshore-branchen med base i Esbjerg, der har etableret i tusindvis af arbejdspladser i Vestjylland, har allerede et videnscenter med statsstøtte, der involverer 70 virksomheder. Og da meddelelsen om Lindø-værftets lukning kom, blev tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, hurtigt formand for det nye forsknings- og innovationscenter på Lindø, Lindoe Offshore Renewables Center. Centret støttes af stærke kræfter som Mærsk, Vestas og Dong Energy.

Der er store penge og mange arbejdspladser på spil omkring udnyttelsen af nye energiformer på havet. Således har EU-kommissionen et mål om, at vindmøller i 2020 skal bidrage med en femtedel af EU’s energiforbrug og i 2030 en tredjedel.

EU vurderer, at der i de kommende 10 år årligt vil blive investeret 60 milliarder kroner i vedvarende energi, og en rapport bestilt af Nyrup-gruppen anslår, der kan blive skabt 215.000 nye jobs inden 2020.
Tre ideer bag Alliancen
Der ligger tre grundlæggende ideer bag den nye alliance:

1. Når branchens aktører står samlet, kan man sikre, at forskning og innovation i grøn offshore energi bliver direkte anvendelig for danske virksomheder. Målet er, at Danmark kan gentage industrieventyret med udviklingen af landvindmøller - nu til havs.

2. Alliancen for Grøn Offshore Energi skal være talerør i forhold til politikerne og være i dialog med beslutningstagerne om den overordnede udvikling for den grønne offshore branche i Danmark.

3. Endelig vil en samlet branche lettere få adgang til de omfattende støttemidler til forskning og innovation, som EU administrerer.

NYHEDSBREV 

Modtag nyheder på
e-mail hver morgen

MOBIL 

Modtag link til nyheder direkte på mobilen

Tophistorie

To døde koster 50.000 kroner i bøde

19.03.10 - 12:01 |  To søfolk døde ombord på skib, hvorefter Søfartsstyrelsen politianmeldte rederiet på grund af manglende fokus og sikkerhed på skibet.

Byrødder og håndværkere begraver stridsøkse

19.03.10 - 11:14 |  Små håndværkere på Kalundborg-egnen skældte lokalpolitikerne ud, fordi de reelt var afskåret fra at byde på et stort skolebyggeri. Nu er striden bilagt med en model, der synliggør kommunens udbud.

Jobkrise rammer elitefodbold

19.03.10 - 14:37 |  Færre sponsorer og faldende indtægter fra spillersalg til udlandet betød seks procent færre kontraktspillere i 2009.

Kranfirma går til kamp mod konkurs-rygter

19.03.10 - 13:43 |  Et sjællandsk kranfirma er så træt af rygter om betalingsstandsning, at det tager til genmæle i et ekstraordinært nyhedsbrev fra det lokale erhvervsråd.

Denne multifunktionsoplader er den ene af de seks farvoritter på ErhvervsBladet. Se resten i billedserien.Foto: Idapt Foto: Ikke oplyst

Seks favoritter til hjemmekontoret

19.03.10 - 06:09 |  ErhvervsBladet har i denne uge udvalgt seks ting, der kan være anvendelige på hjemmekontoret.

Fremtidsfabrik for iværksættere

19.03.10 - 15:11 |  Projekt til 25 millioner kroner skal hjælpe iværksættere i gang

Tysk lobby vil stoppe modulvogntog

19.03.10 - 13:29 |  Organisationen ”No Mega Trucks” vil gøre forsøg med specialtransporter over den dansk-tyske grænse ulovlig.

Ærer afdød golfven til fordel for velgørenhed

19.03.10 - 14:26 |  En gruppe århusianere ærer deres afdøde ven med en pay and play golfturnering til fordel for kræftens bekæmpelse.

Andre tophistorier