Skatteminister Kristian Jensen (V) vil gribe ind over for udenlandske firmaer, som tilsammen skylder en halv milliard kroner i moms.
Hver anden udenlandske virksomhed fusker og undlader at betale moms, når de arbejder i Danmark. Nu vil skatteminster Kristian Jensen tage hårdere fat, så ikke de udenlandske firmaer stikker af fra regningen, som i dag er oppe på en halv milliard kroner. Det skriver Nyhedsbrevet 3F.
- Jeg er helt enig i, at vi har et problem, og at der er for mange udenlandske virksomheder, som render fra deres momsforpligtelser i Danmark, siger Kristian JEnsen til Nyhedsbrevet 3F.
Ministeren vil nu tage initiativ til at få nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Skatteministeriet, SKAT, Dansk Byggeri og fagbevægelsen.
- Tanken er at få undersøgt hvilke ideer og muligheder, der er for at få gjort noget ved den momsunddragelse, som finder sted, siger skatteministeren til nyhedsbrevet.
-ulha