Arbejdsmiljø. Middelfart Sparekasse er netop kåret som Europas bedste arbejdsplads inden for den finansielle sektor. Sparekassen udmærker sig også ved, at medarbejderne har stor indflydelse på sparekassens nye domicil på havnefronten med udsigt til Lillebæltsbroen.
De har en rigtig god arbejdsplads, de omkring 160 medarbejdere i Middelfart Sparekasse. En arbejdsplads, hvor der ikke blot bliver taget hensyn til deres fysiske og psykiske velbefindende, men samtidig en arbejdsplads, hvor tillid er det absolutte nøgleord.
- Vores medarbejdere i de enkelte afdelinger må træffe de beslutninger, som de finder bedst, også i lånesager, og der er ingen, heller ikke jeg, der kan omgøre deres afgørelser, siger sparekassens adm. direktør, Hans Erik Brønserud.
- Vi har den filosofi her i virksomheden, at vores medarbejdere går på arbejde for at gøre deres arbejde bedst muligt, de er ansvarsfulde mennesker, og så er der jo ingen grund til at kontrollere dem.
Filosofien må have en vis værdi, for Middelfart Sparekasse oplevede i 2006 sit hidtil bedste resultat med 85,7 mio. kr. på bundlinjen før skat, hvilket var 86 mio. kr. bedre end i 2005.
Desuden er sparekassen igennem årene blevet fremhævet som ikke blot en af Danmarks bedste arbejdspladser, men blandt de bedste i hele Europa.
- Det kan sagtens lade sig gøre at skabe gode resultater, selv om medarbejderne har frihed, og hvis det kikser ind imellem, så falder det jo tilbage på os i ledelsen. Så må vi se på, om medarbejderen har brug for noget mere uddannelse eller andet, hos os er det sådan, at vores medarbejdere ikke laver fejl. Det er sparekassen, der nogle gange laver fejl, siger han.
Hans Erik Brønserud har været i sparekassen i hele sit arbejdsliv, og han interesserer sig ikke synderligt for penge.
Mennesker, til gengæld, interesserer ham meget, og han vil fastholde menneskene i sin virksomhed i deres ret til at have deres fulde handlingsfrihed i deres arbejde. Han startede i 1991 en ændring af ledelsesstilen i virksomheden, som er blevet stadigt mere decentral igennem årene.
- Når nogen har indgået en aftale med sparekassen, bliver den ikke lavet om. Man skal kunne stole på sparekassen. Vores medarbejdere er ikke bange for at komme til mig og sige, at de har lavet en fejl. Hvis en for ekempel har fornærmet en kunde, må enten den pågældende selv sige undskyld, eller hvis det er mere alvorligt, må en af os andre, siger den 61-årige direktør. -
Han har netop været med til et møde i forbindelse med regeringens forestående kvalitetsreform, hvor han forfægtigede sine tillidssynspunkter i tid, hvor regeringen lægger stadig mere kontrol ned over de offentlige ansatte og institutioner.
Man inddrager også kunder og lokale beboere plus naturligvis medarbejderne i arbejdet med det årlige social-etiske regnskab, og i det arbejde opfordrede en gymnasieelev, der ikke var kunde, for nogle år siden sparekassen til at etablere kollegier i Århus og København. Det er nu sket i et samarbejde med sparekasserne i Svendborg og Faaborg.
Desuden giver sparekassen hjælp til rygestopkurser til medarbejderne, og 96 procent af medarbejderne er ikkerygere. Der ydes også hjælp til vægttabskurser og hjælp, hvis en medarbejder er ved at køre fast enten i sit arbejdsliv eller sit privatliv. I det sidste tilfælde gives hjælpen dog kun, hvis ægtefællen deltager i det ugelange kursus.
Nyt domicil
Aktuelt arbejder mange medarbejdere på at indrette sparekassens nye domicil på havnefronten i Middelfart, hvor byggeriet begynder til december i år og ventes at stå færdigt i sommeren 2009. Det bliver en spændende bygning, tegnet af arkitektfirmaet 3xNielsen i Århus. Bygningen bliver på 5.000 kvadratmeter mod 1.800 kvadratmeter i det nuværende domicil. Der vil være forskellige lejemål, men også langt mere plads til medarbejderne.
Medarbejderne har spillet en hovedrolle i processen ud fra den holdning, at det jo er dem, der skal arbejde i det nye hus. De har i grupper sammen med arkitekterne arbejdet med det kommende hus. Blandt andet med sikkerhed og andre tunge emner, og de får også indflydelse på, hvordan deres egne arbejdsforhold bliver.
Om det skal være storrumskontorer eller mindre kontorer, alt afhængig af deres arbejdsopgaver. For eksempel vil ekspeditionen være i et stort rum, men der vil desuden bliver en række møderum, som de kan trække sig tilbage til, hvis det bliver nødvendigt.
Det ligger fast, at det nye domicil skal være så miljørigtigt indrettet som muligt med hensyntagen til områder som akustik, indeklima og lys.
Blandt andet vil der i etageadskillelserne blive lagt vandrør ind, så huset kan varmes op, når det er koldt, og køles ned, når det er varmt, og i alt regner Hans Erik Brønserud, at man i det nye hus kan spare 60-65 procent af energiforbruget.
