Beskæftigelsesministeren kræver mindst fire afsendte ansøgninger om ugen. Det klarer Checkjobnet, uden at man løfter en finger.
En dansker har stor succes med et lille computerprogram, der kan hjælpe ledige med at opfylde kravet om aktiv jobsøgning. Det skriver Politiken.
Søren W. Rasmussen har indtil videre haft 42.000 besøgende på checkjobnet.dk, hvor han giver det lille program væk gratis.
Programmet logger på den offentlige jobportal Jobnet, og sender helt automatisk fire ansøgninger om ugen med vedhæftet cv til arbejdsgiverne - det er nemlig regeringens krav til arbejdsløse på dagpenge, at de på den måde beviser at de står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Bagmanden ved ikke hvor mange af de besøgende, som rent faktisk bruger programmet Checkjobnet.
Men han har fra 300-400 brugere, som alle er glade for programmet. Også 15-20 virksomheder »har reageret med positiv forståelse«, siger Søren W. Rasmussen.
Ansøgningerne, som virksomhederne modtager via Checkjobnet, er da også bindende - og skulle en arbejdsgiver få lyst til at reagere med en indkaldelse til jobinterview, skal den ledige møde op.
Ifølge Politiken anbefaler blandt andet HK, det lille program, og foreslår at bruge det til pligtansøgningerne, så der er tid til at kæle for ansøgninger til de jobs, man rent faktisk gerne vil have.
»Vi hjælper den ledige til at overholde de forpligtigelser, som beskæftigelsesministeren har dikteret via hans cirkulære. Så kan de koncentrere sig om at finde det job, som er det bedste for dem«, siger HK's forbundsformand Kim Simonsen til avisen.
- trichs

