Mange virksomheder ansætter ikke lærlinge på grund af usikkerhed om ordretilgang, men det skal en kontant præmie hjælpe på.
Krisen får virksomhederne til at tøve med at ansætte en lærling, og det skaber ikke bare problemer for de søgende elever, men i fremtiden kan det betyde katastrofal mangel på faglært arbejdskraft.
Ved udgangen af februar i år stod 4.845 elever uden læreplads. Et tal, der ser ud til at blive forværret da antallet af indgåede aftaler falder samtidig med, at antallet af elever, der søger læreplads, stiger.
For at stoppe den negative udvikling har regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre indgået en aftale om en praktikpladspakke.
Den nuværende Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER)-præmieringsordning omlægges, så der gives et samlet tilskud på i alt op til 16.000 kroner per elev for alle nye uddannelsesaftaler indgået efter 1. juni 2009.
Hver måned i den tre måneder lange prøvetid giver en bonus på 2.000 kroner. Hvis virksomheden fastansætter eleven efter endt prøvetid udløser det en bonus på 10.000 kroner. Samlet udløser ansættelsen af en lærling altså 16.000 kroner.
Hensigten med den kontante præmie er at reducere arbejdsgiverens risici ved at tage nye elever ind, selv om der er usikkerhed om tilgangen i ordrebøgerne.
Der er desuden også afsat penge til opsøgende arbejde og kampagner, der skal skaffe lærepladser til de mange søgende.
Undervisningsministeren har inden indgåelsen af aftalen ført drøftelser med Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Landsorganisationen i Danmark (LO) og KL. Det er aftalt at fortsætte drøftelserne, og forligsparterne vil desuden løbende følge op på praktikpladssituationen.
Ordningen er foreløbigt tidsbegrænset til og med 2010.
-anis