De danske kvinder er ikke med til at præge udviklingen i de små og mellemstore virksomheder. Virksomhederne har nemlig ikke ansat kvinder til udvikling af nye produkter og services.
Dobbelt så mange mænd som kvinder arbejder med innovation i de små og mellemstore virksomheders udviklingsafdelinger.
I 2 ud af 3 virksomheder er der et flertal af mænd i udviklingsafdelingen. Det viser nye tal fra Danmarks Vækstlag.
- Argumenterne for at rekruttere kvinder til udviklingsafdelingerne er mange. Rent logisk er kvinder jo lige så talentfulde som mænd, så ved at overse kvinderne overser virksomhederne halvdelen af talentmassen. Et andet argument for at rekruttere kvinder er, at kvinder i overtal er dem, der tager beslutningen om køb af mange hverdagsydelser, eksempelvis mad, tøj, indretning m.m. Det bør virksomhederne have i baghovedet, når de sammensætter teamet i udviklingsafdelingen, siger centerchef Louise Hvid Jensen.
En undersøgelse fra Videnskabsministeriet blandt 1700 danske virksomheder viste sidste år, at hvis en virksomhed øger sin mangfoldighed i forhold til køn, øges chancen for at de er innovative med 110 procent. Erfaringerne fra Teknologisk Institut bakker op omkring den konklusion.
- Innovation handler jo ikke kun om at udvikle højteknologiske produkter – men det handler i høj grad om at mestre processer, der fremmer kreativitet – hvor der gives plads til at tænke skævt og nyt og anderledes. Her bliver resultatet langt bedre, hvis der inddrages en mangfoldig medarbejdergruppe – specielt hvad angår køn og kompetencer”, siger centerchef Louise Hvid Jensen.
- mja