At få godkendt en ombygning på huset eller få tilladelse til en ny carport kan godt tage op til et år i byggesagsbehandling i teknisk forvaltning i kommunerne. Byggesagerne hober sig op.
Efter sammenlægningen af landets kommuner i forbindelse med strukturreformen, er det ikke blevet hurtigere at få godkendt byggesager. Snarere tværtimod.
Ifølge firmaet Altan.dk, som har specialiseret sig i bygge altaner i etageejendomme, tager det i gennemsnit 28 uger at få godkendt en byggesag i en dansk kommune. I København og Frederiksberg kan det nemt tage 35 til 40 uger før en byggesag er faldet på plads.
»Det er desværre et landsdækkende problem med uacceptable lange sagsbehandlingstider for byggesager. I 2006 og 2007 undskyldte kommunerne sig med, at de var ved at blive lagt sammen, og at det derfor tog længere tid. Samtidig havde byggefirmaer og arkitekter meget at lave, så der var rekordmange byggesager. Men det argument duer ikke længere. Byggeriet er gået ned i gear, og det er knap 18 måneder siden, kommunerne er blevet lagt sammen. Derfor er sagsbehandlingstider på op til et år fuldstændig uacceptable,« siger cheføkonom Jakob Brandt, Håndværksrådet.
Håndværksrådet gennemførte i december 2007 en analyse blandt sine medlemmer. Kun hver femte kommune holder sig under en måned i gennemsnitlig sagsbehandlingstid, mens knap halvdelen har over to måneders ventetid. Hver sjette kommuner har sagsbehandlingstider på over fire måneder.
»Der er konkrete tilfælde med byggesager, hvor de bliver lagt i bunke i op til fem måneder uden egentlig sagsbehandling med forklaringer om, at materialet i byggesagerne er mangelfuldt. Derfor har vi foreslået kommunerne, at de laver en administrativ overhalingsbane til sager, hvor materialet er korrekt og hvor der er tale om uproblematiske projekter, hvor godkendelsen er en formssag. Det er helt uacceptabelt, at kommunerne standser gode velforberedte projekter på den måde til skade for byggefirmaer og deres kunder,« siger Jakob Brandt.
Det er især de største kommuner, hvor byggesagerne er længst tid om at komme igennem. I København og Frederiksberg tager det længst tid, men i en konkret byggesag fra Roskilde tager det syv måneder at få en godkendelse.
Læs også på erhvervsbladet.dk
Tre måder som får din netbutik til at ligne en succes
Virksomheders likviditet er under pres
Sønderjysk virksomhed skaber kunstigt dagslys
http://www.erhvervsbladet.dk/article/20080513/news02/80513024/ " target="_self"> Fladskærmskrig bliver lang og blodig