Finanskrisen vil ikke bremse antallet af udlændinge, der kommer til landet for at arbejde. Sidste år kom der 30.000 medarbejdere fra udlandet.
Trods finanskrise og udsigten til stigende ledighed vil antallet af udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde, i år nå op på sidste års rekordniveau. Sidste år kom der i alt 30.000 udlændinge til landet. Det tal tangerer arbejdskraft-importen i år.
Sådan lyder spådommen fra Dansk Industri (DI). Den kommer på baggrund af de nyeste tal fra Udlændingeservice.
Opgørelsen viser, at der i 2007 i alt kom 30.596 udlændinge her til landet for at arbejde. I 2008 er der frem til og med august kommet 23.122.
Der er tale om personer fra både EU-landene og fra landene uden for Europa.
»Vi forventer, at der kommer lige så mange udlændinge til landet for at arbejde i år som sidste år. Årsagen er, at der stadig er ekstremt lav ledighed. Det er ikke muligt for virksomhederne at få en ingeniør. Antallet af arbejdsløse ingeniører er under en procent. Der er ligeledes stor mangel på IT-specialister og en række faglærte grupper,« siger Martin Steen Kabongo.
»Vi forventer stadig stort behov for at importere udenlandsk arbejdskraft på de områder,« siger Martin Steen Kabongo.
Godt med udlændinge
Han fremhæver, at selv om ledigheden på landsplan vil stige fra de nuværende 1,6 procent og til over tre procent, så vil antallet af arbejdsløse stadig være betydeligt under, hvad det var i 2005, da vi begyndte at importere den østeuropæiske arbejdskraft.
»Vi mener specielt, at der vil være brug for kemi- og elektronikingeniører,« siger Martin Steen Kabongo.
Tallene fra udlændingeservice viser personer, som er kommet til Danmark på lovlig vis. De bliver ansat enten på overenskomst eller på tilsvarende løn- og arbejdsvilkår som deres danske kolleger.
I Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) regner man heller ikke med, at ledigheden for ingenører vil vokse ret meget i den kommende tid, og der vil fortsat være brug for den udenlandske arbejdkraft.
»Hvis der kommer en direkte økonomisk krise i Danmark, vil det gå ud over nogle ingeniører. Specielt i byggebranchen. Men vi tror ikke, at ledigheden vil stige ret meget, fordi virksomhederne vil forsøge at holde på deres arbejdskraft. Derfor vil interessen for de udenlandske ingeniører fortsat være stor,« siger formanden for IDAs arbejdsmarkedsudvalg, Martin Thiessen.
Han har bestemt ikke noget imod, at de danske virksomheder henter arbejdskraft uden for landets grænser.
»Erfaringen viser, at hvis ikke virksomhederne kan få ingeniører nok herhjemme, flytter de hele deres udviklingsafdeling til udlandet. Så problemet var i første omgang, at der kom for få udenlandske ingeniører til landet,« siger Martin Thiessen.
»Samtidig er de danske ingeniører mere projektorienteret end de udenlandske. Det betyder, at de får de mere spændende job, mens udlændingene får de meget fagspecialiserede stillinger,« siger Martine Thiessen.