På Jydsk Aluminium Industri i Herning er 200 ansatte gået med til at gå 10 procent ned i løn for at spare fabrikken for 4 millioner.
Høj som lav i virksomheden Jydsk Aluminium har accepteret, at de må gå hvad der svarer til 10 procent ned i løn, hvis de skal undgå flere fyringer her og nu. Siden september måned har omtrent 100 medarbejdere forladt virksomheden, som producerer elementer til biler. Det skriver TV/Midt-Vest.
De ansatte bakker derfor op om beslutningen, som betyder, at de ansatte går fem procent ned i løn og så selv betaler en ekstra fridag om måneden, hvilket svarer til en yderligere lønreduktion på fem procent.
- Det er selvfølgelig aldrig rart at gå ned i løn, men hvis det er alternativet for at redde virksomheden, så er det klart, vi må støtte op om det, siger tillidsmand Mogens Johansen til TV/Midt-Vest.
Hvor længe den aftale lønnedgang skal vare, er ikke aftalt. Men varer den året ud, giver det virksomheden en besparelse på lidt over 4 millioner kroner.
Direktør Kenn Christensen er da også rimelig optimistisk efter det seneste økonomiske kneb.
- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det kan blive meget værre end dette her. Derudover har vi i en længere periode sat fokus på at sætte nye initiativer i gang på andre områder end bilindustrien. De projekter går i produktion i slutningen af i år og i 2010, siger han til TV/Midt-Vest.
-ulha