Kun hver sjette dansker kunne ikke finde på at ty til sort arbejdskraft, viser undersøgelse fra DI.
Taget skal repareres, gulvene afhøvles eller trappeopgangen have en gang maling. Men topskatten er alt for høj, og det får danskerne til at søge efter måneskinsarbejdere, når de skal have løst håndværkeropgaverne.
Det viser en Megafon-undersøgelse blandt 1.500 danskere, som DI står bag, skriver Industriens Dagblad.
Kun 17 procent af danskerne afviser, at de kan finde på at få udført sort arbejde. 60 procent af dem, der kan finde på at benytte sort arbejdskraft, angiver, at det er de høje personskatter, der har skylden for deres accept af det skatteunddragende arbejde. Det overrasker ikke direktør i DI Tine Roed.:
- At stort set alle danskere er villige til at få udført sort arbejde er tankevækkende, men skyldes jo ikke mindst de høje skatter. Når en topskatteyder - på grund af skatten - skal tjene over 900 kroner for at kunne give en håndværker 100 kroner i hånden, ja så er det uhyre fristende at købe sig til ydelserne udenom skattesystemet, siger Tine Roed.
40 procent af de adspurgte svarer, at de i høj grad eller meget høj grad kan forestille sig at få udført sort arbejde. Ifølge Tine Roed ville en nedsættelse af personskatterne reducere det tal.
-ulha