Fagforeningernes udgifter til oversættelse og tolkning i forbindelse med udenlandsk arbejdskraft er steget voldsomt. SF foreslår oprettelse af en fond, hvor organisationer på arbejdsmarkedet kan søge støtte til tolkebistand og information.
Den store bølge af arbejdskraft fra de nye EU-lande i Østeuropa har sat sig spor i fagforeningernes budgetter.
Fagforeningerne indenfor specielt byggeriet bruger nemlig stadigt flere penge på at kontrollere og administrere den udenlandske arbejdskraft.
Pengene går til tolke- bistand, oversættelser af dokumenter, sagsbehandling, informationsmateriale og medarbejdere, der kører ud og kontrollerer byggepladserne.
Hos 3F bruger de lokale afdelinger i gennemsnit 40 procent af deres ressourcer på østarbejderne, og på forbundsniveau er der også nye udgifter til blandt andet en rammeaftale med et tolkebureau, hvor tillidsrepræsentanter kan ringe 24 timer i døgnet og få tolkning på 130 sprog.
Østaftalen er dyr
Forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) brugte sidste år godt en halv mio. kr. på tolkning og oversættelse. En udgift, som først opstod, da Østaftalen trådte i kraft i 2004.
»Vi bruger rigtig mange ressourcer på det her. Ud over eksterne udgifter bruger medarbejderne samtidig mere tid på udenlandsk arbejdskraft. Det er svært at måle i tal, men vi mærker det tydeligt,« siger kasserer i TIB Claus Paulsen.
Også BAT-kartellet måtte sidste år udvide sin stab med 50 procent, da man fastansatte fem polakker - en i hver region - til at hjælpe de lokale fagforbund.
Hjælp efterlyses
»De er ikke kun tolke, de har også et fagligt kendskab. Det betyder, at mange trækker på deres hjælp, herunder jobcentrene og andre myndigheder, så de har meget at se til,« siger sekretariatschef Gunde Odgaard.
Han efterlyser derfor hjælp fra politisk hold, selv om politikerne normalt ikke blander sig i arbejdsmarkedets forhold.
»Den danske model, politikerne fabler så meget om, er vi i øjeblikket de eneste, der forsvarer. Vi går måske ikke bankerot, men vi har virkelig store udgifter til nyt personale og informationsmøder. Det kunne være rart med en hjælpende hånd,« siger han.
SF til undsætning
På Christiansborg er SF dog lydhør. Erhvervsordfører Karsten Hønge foreslår en statslig fond med 20 mio. kr., hvor arbejdsmarkedets parter samt Skat og Arbejdstilsynet kan søge støtte.
Fonden foreslås oprettet under Beskæftigelsesministeriet, men hvordan den i givet fald skal administreres er uvist.
»Vi vil til at starte med foreslå partierne i Østforligskredsen at sætte flere penge af til informationskampagner og sproglig bistand, som alle de berørte kan søge,« siger han.
Men så giver staten jo støtte til fagforeningerne, og det er vel i strid med den danske model?
»Fagforeningerne er i forvejen under stort pres, og uden dem er der jo ingen dansk model. Så det er i alles interesse at være med til at bevare dem,« siger han.