Nye europæisk forskningsprojekt afdækker tre arbejdstyper, som afspejler de dominerende kulturer på arbejdspladsen. Hvilken type er du?
I alt 208 personer - der alle er forskere - har deltaget i undersøgelsen, som altså viser, at der gennemgående findes tre forskellige dominerende idealtyper, som definerer kulturen på en arbejdsplads.
Det skriver Danmarks Pædagogiske Universitet, som har været med til at gennemføre undersøgelsen.
De tre typer bliver i forskningsprojektet kaldt for Herkules, Worker Bees og Caretakers.
Herkules er den individualistiske fighter, der udelukkende fokuserer på arbejdet.
Caretakeren er mere afhængig af den kollegiale gruppe samt balancen mellem arbejde og familie.
Arbejdsbierne er typiske lønarbejdere, der trives med en hierarkisk organisation på arbejdet.
Vigtigt at passe ind
Det er ikke helt ligegyldigt, hvilken gruppe, man selv tilhører. I hvert fald er der risiko for, at man ikke trives på jobbet og må ende med at forlade det, hvis man selv tilhører en type, mens flertallet af kollegerne tilhører en anden. Det fortæller projektkoordinator lektor Cathrine Hasse.
Hvilken idealtype, der dominerer, hænger til en vis grad sammen med den nationale kultur. I Italien domineres arbejdspladserne for eksempel af Caretakers, mens Estland og Polen domineres af arbejdsbier.
I Danmark er Herkules den mest udbredte type.
- Herkules-typerne er de konkurrencemindede medarbejdere, der gerne hævder sig på andres bekostning. De er ofte legende og kreative, men ikke så gode til at indordne sig i en gruppe eller påtage sig mere rutineprægede opgaver, forklarer forskningsassistent Stine Trentemøller.
- ulha