Grøn støtte fra staten vil blive hilst velkommen af ErhvervsBladet.dks læsere.
Vækstpakken må gerne få et grønt pift, hvis det står til deltagerne i en undersøgelse foretaget af ErhvervsBladet.dk.
Tilskud til energibesparelser for virksomheder og private er det næstvigtigste element i en vækstpakke, viser en rundspørge blandt godt 400 virksomheder. Kun en fremrykning af offentlige anlægsopgaver har højere prioritet.
Det er vigtigt at støtte tiltag, der udvikler andre vedvarende energiformer end vindenergi, eksempelvis udviklingen af mere effektive og billigere solceller. Her ligger et stort eksporteventyr og venter,« forudser Bo Schöler, der står bag rådgivningsvirksomheden Abilon Search & Management.
Alternativ energi
Virksomhederne ser positivt på alternative energikilder som sol- og jordvarme, biogas, bølgekraft og biobrændsel. De ser gerne, at mulighederne inden for de klimarigtige energikilder bliver udnyttet.
- Det vil skabe rigtig mange arbejdespladser i det private erhvervsliv og samtidig give Danmark et skub i den rigtige retning, påpeger Sten Engsig Madsen, direktør i installatør- og elektronikvirksomheden Birk Teq.
Den umiddelbare gevinst er til at få øje på:
- Det ville give øget vækst, hvis der ville blive givet tilskud til energibesparende foranstaltninger. Denne besparelse ville kunne bruges til ansættelser af nye medarbejdere og derved skabe vækst,« mener Helle Dahl fra Fiat Virum, J. Dawall & Sønner.