Danske toner er værd at satse på internationalt, er Music Export Denmark og de internationale pladeselskabers sammenslutning enige om. Derfor bliver der nu tænkt anderledes i eksporten.
Den danske pladebranche er i krise.
Ulovlig download og omfattende handel med musikfiler er skyld i, at indtægterne fra pladesalg kun i forsvindende lille grad kommer kunstnerne og pladeselskaberne til gode. Det skal en omstrukturering og fokuseret arbejde med forretningsmodeller i Music Export Denmark (MXD) nu råde bod på - for dansk musik er en gangbar eksportvare, er tankesættet bag.
Udvandet eksport
MXD er et dansk musiksamarbejde, der siden 2004 hvert år har distribueret over fire millioner kroner til dansk musik i udlandet med penge fra Kulturministeriet og forskellige aktører på den danske musikscene. Tidligere var det udelukkende pladesalget, musikbranchen satsede på internationalt, men i en tid med omfattende ulovlig download har MXD måttet tænke anderledes.
- Eksportbegrebet er udvandet, fordi det ikke længere er entydigt forbundet med det at sælge plader. Nu skal bands satse på at sælge sig selv ved shows, turnéer og international publishing. Kunstnerne skal i langt højere grad hente flere af deres indtægter andre steder end ved det gamle pladesalg, fortæller Thomas Rohde, der er daglig leder i MXD.
Rejserne ud af landet var tidligere for dyre, men med den organiserede eksportstøtte fra MXD, kan mere nu lade sig gøre, fortæller MXDs repræsentant fra de danske pladeselskabers sammenslutning (IFPI Danmark), Søren Krogh Thompson.
Tre nye puljer
Han har netop, sammen med MXD og Dansk Rock Samråd, været med til at omstrukturere organisationen MXD frem til en strategi, som kan medvirke til endnu større synlighed omkring mulighederne for at søge støtte til eksport af dansk musik.
Således er støttepengene nu blevet inddelt i tre puljer, der træder i kraft 1. januar 2009 - eksportstøtte til pladeselskaberne, eksportstøtte direkte til kunstnerne og eksportstøtte til de branchefolk, der står for det administrative omkring at arrangere en turne eller en koncert i udlandet. Alt sammen med det formål at gøre danske bands kendte i udlandet og få et selvstændigt brand. Lige nu er Danmark ikke en selvstændig scene i udlandet, men en del af Skandinavien, og det håber MXD at kunne lave om på.
Stor eksportværdi
- Vi håber, at den klare opdeling af puljerne vil gøre det tydeligt for alle, at vi vil professionalisere den danske musikbranche. Vi vil ganske enkelt have mere dansk musik til udlandet, fordi det er en god forretning, forklarer Søren Krogh Thompson.
Han fremhæver bands som Dúné og Alphabeat og solister som Trentemøller, Camille Jones og Ida Corr, der har skabt sig internationale navne, og han forklarer, hvordan det i fremtiden vil kunne lade sig gøre for endnu flere:
- Tidligere måtte de enkelte pladeselskaber poste penge i de navne, som de mente ville kunne begå sig i udlandet. Det krævede et pengestærkt selskab at sende et band og deres folk på et internationalt salgsfremstød - og de rige selskaber findes ikke længere. Det er her, vi kommer ind i billedet, forklarer Søren Krogh Thompson, der også er direktør i indie-pladselskabet Playground.
- Dansk musik er i høj kurs i udlandet. Vi hører fra branchefolk i Europa, at ‘danish music is cool as fuck’ og at ‘die Dänen sind die neuen Schweden’, og det får os til at tro på eksportværdien, siger han.
MXD er en platform
I juni i år gjorde MXD alvor af at tænke anderledes, da de på den århusianske musikfestival SPOT lod 40 musikbranchefolk fra Benelux-landene stemme om, hvem af de nye navne blandt de optrædende, de kunne forestille sig ville hitte i deres hjemlande. For nylig tog MXD de vindende navne med ned til branchefolkene i Benelux, lod dem optræde for dem og efterfølgende networke, og Thomas Rohde fortæller, hvordan arrangementet blev en stor succes med flere internationale aftaler:
- Vi i MXD er ikke smagsdommere, der skal udvælge og bestemme. Det er svært nok at have den rolle i Danmark - men det vil være tifold så svært at vurdere dansk musiks chancer på verdens musikmarkeder. I stedet har vi sammen med Dansk Rock Samråd skabt en platform, hvor den udenlandske musikbranche og de danske kunstnere kunne nærme sig hinanden. Det er den eneste rigtige fremgangsmådemåde, og gjorde vi det på andre måder ville vi bare stå i vejen og ligne et malplaceret, nationalt salgsfremstød. Det her fungerer, fortæller Thomas Rohde.
- Der er en anden deltagelse i aftalen, når MXD ikke står imellem som andet end ambassadører. Når branchen og kunstnerne selv har udset sig hinanden, så er der et andet grundlag for dialog, siger Thomas Rohde, der bakker Søren Krogh Thompson op i, at eksporten kan lykkes, ganske enkelt fordi dansk musik har international klasse.
- Det er en proces, som vi skal skubbe mere til. Derfor er der også brug for flere af denne slags platforme, lyder hans håb for fremtiden.
