Bankernes opsigelsesvarsel over for virksomheder på kun 14 dage sætter sunde virksomheder ud af spil.
- Grundet finanskrisen har vi i banken kiggget vores kreditpolitikker igennem, og hvis du fortsat ønsker at være kunde, skal du inden for 14 dage have dækket din kassekredit ind.
Nogenlunde sådan et budskab har flere små virksomheder fået i de seneste måneder, hvor finanskrisen for alvor har raset over dansk erhvervsliv. Men er det rimeligt, at ellers sunde virksomheder skal have kniven for struben, fordi bankerne skal hente likviditet til deres forretning?
Nej, mener Håndværksrtådet og Ejerlederne, der begge foreslår, at man i forbindelse med vedtagelsen af den nye bankpakke, der pumper penge ind i bankerne, kræver modydelser i form af en længere opsigelsesfrist:
- Det er urimeligt med kun 14 dages varsel - også i forhold til den situation vi er i nu. Så man kunne godt ønske sig, at reglen fremover blev, at bankerne kun kan opsige med kort varsel, hvis der er tale om misligholdelse af lån. Alle andre skulle minimum have 2-3 måneder, siger Søren Nicolaisen, cheføkonom i Håndværksrådet.
Ikke til gavn
Helle Christensen, der er direktør i foreningen af Ejerledere er enig. Hun har i den seneste tid haft mellem 30 og 40 medlemmer i røret, der har oplevet, at deres bank har krævet hel eller delvis indfrielse af deres kassekreditter inden for 14 dage.
- Man kan dele dem op i to grupper. Dem der har likviditetsmæssige problemer, for de er der, og dem hvor det bare er bankerne, der sikrer deres egen likviditet i ellers sunde virksomheder. Blandt de sidste havde jeg en ung fyr i røret, der har et velkørende pladeværksted. Han havde en kassekredit på 800.000 kroner, og havde af sin bank fået at vide, at den skulle han dække ind på 14 dage. Det er de færreste, der lige kan klare den opgave på så kort tid, siger Helle Christensen.
Hun mener, at virksomhederne i en sådan situation ofte ender med at handle i panik, og gøre skade på deres forretning på længere sigt.
- Det at det sker »overnight« på den måde gør, at virksomhederne går i panik. Så er det, at det går galt, og virksomhederne måske ikke kan levere til deres kunder. Vi ved alle, hvor lang tid det tager at få nye kunder, men det tager endnu længere tid, at få de tabte kunder tilbage i boksen, siger hun.
Tre måneders frist
Fyren med pladeværkstedet, der ikke har lyst til at stå frem i bladet af hensyn til forholdet til sin bank, lykkedes med at få afviklet kassekreditten, men han måtte reducerere produktionen og ikke tage nye ordrer ind, før det eksisterende varelager var solgt. Men det kunne lige så godt være gået galt, lyder det fra Helle Christensen.
- Det er klart, at det er svært at skulle ud at realisere likvider på så kort tid, uden at det går ud over forretningen. Det kan måske gøres på tre måneder, men ikke på 14 dage. Så jeg synes godt, at man i forbindelse med bankpakken kunne kigge på bekendtgørelsen om god finansiel skik og vurdere, hvad der er god finansiel skik i denne sammenhæng. Der ville de tre måneder være et godt sted at begynde, siger hun til ErhvervsBladet.dk
