Et nyt lovforslag fra beskæftigelsesministeren kan blive en dyr omgang for de danske arbejdsgivere.
Ifølge et lovforslag, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har sendt i høring skal arbejdsgivere fremover idømmes dobbelt så høje bøder ved alvorlige arbejdsulykker.
Det skriver dr.dk.
Alvorlige arbejdsulykker skal udløse en bøde på 80.000 kroner, hvor arbejdsgivere i dag ville få en bøde på mellem 40.000 og 45.000 kroner.
- Det skal have klare og mærkbare konsekvenser for de arbejdsgivere, som ikke tager sikkerheden alvorligt. De højere bøder sætter en tyk streg under, at vi ikke accepterer sjusk med sikkerheden, siger Claus Hjort Frederiksen til dr.dk.
Baggrunden for lovforslaget er, at antallet af arbejdsulykker på danske arbejdspladser stiger.
Forslaget om højere bøder for alvorlige arbejdsulykker indgår i beskæftigelsesministerens handlingsplan for at nedbringe antallet af arbejdsulykker fra januar 2008.
- mja