Klima- og Energiministeriets medarbejderkampagne, som skal få danskerne til at udlede mindre CO2 udvides nu til 20.000 små og mellemstore virksomheder.
Med kampagnen ”1 ton mindre” fra Klima- og Energiministeriet, er det målet at alle danskere skal sænke deres udledning af CO2 med et ton om året.
Kampagnen startede sidste år, da medarbejderne i Danmarks 10.000 største virksomheder blev spurgt om at deltage i kampagnen.
Et nyt samarbejde mellem Klima- og Energiministeriet og Håndværksrådet, skal nu øge indsatsen for kampagnen, som udvides til 20.000 små og mellemstore virksomheder.
De små og mellemstore virksomheder er vigtige at inddrage i kampagnen, da disse virksomheder ifølge Håndværksrådet udgør 97 procent af alle danske virksomheder. Af disse beskæftiger Håndværksrådets medlemsvirksomheder over 150.000 medarbejdere, som nu bliver en del af klimakampagnen.
Kampagnen skal vise danskerne hvordan man på både kan spare CO2 og penge på jobbet og i privatlivet.
- Det er vigtigt, at vi hver især yder en indsats for at nedbringe vores energiforbrug. Det gælder også på arbejdspladsen, hvor vi tilbringer en stor del af vores daglige liv. Og det gælder, uanset om man er ansat i en lille eller i en stor virksomhed. Derfor er vi glade for samarbejdet med Håndværksrådet om at få de små og mellemstore virksomheder med ind i klimakampen, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard i en pressemeddelelse.
Via en hjemmeside får medarbejderne i de små og mellemstore virksomheder adgang til en CO2-beregner, hvor man får sat tal på sine egne besparelser - både i kroner og i kilo CO2. Samtidig skal man deltagerne i kampagnen give løfter om deres energibesparinger.
Erfaringer fra sidste års kampagne viser, at deltagerne er villige til at ændre deres forbrug, for at skåne miljøet.
- Resultatet var særdeles positivt. Flere end 1.000 virksomheder deltog i medarbejderkampagnen, og 45.000 medarbejdere afgav et klimaløfte. Det viser, at man som ansat i en virksomhed også er villig til at ændre sine daglige vaner og dermed medvirke til at nedbringe Danmarks CO2-udledning, forklarer Connie Hedegaard.
Klimakampagnen "1 ton mindre" fortsætter indtil udgangen af 2009.