Eksperterne svarer på spørgsmål fra læserne.
Spørgsmål: Hos os er forvirrengen total vedrørende multimedieskatten. Man beskattes, hvis man benytter en PC i hjemmet. Men hvad hvis man skal på rejse for virksomheden og bliver nødt til at tage pc'en med hjem for at have den med på rejsen. Gælder skatten så?
Svar: Det er faktisk usikkert, hvornår medarbejdere, der tager en bærbar arbejds-pc med hjem på vej til eller fra en tjenesterejse, risikerer at bliver omfattet af multimediebeskatningen. Det følger af lovgivningen om multimedieskatten, at en medarbejder ikke vil skulle multimediebeskattes, hvis en bærbar arbejds-pc i forbindelse med en tjenesterejse udelukkende medbringes på medarbejderens bopæl, fordi det af hensyn til tjenesterejsen er unødigt besværligt at hente/bringe computeren til arbejdspladsen på vej til og fra tjenesterejsen.
Begrebet «unødigt besvær« er dog ikke nærmere defineret i lovgivningen, og Skatterådet har i en afgørelse fastslået, at begrebet ikke kan fastlægges efter objektive kriterier. I den pågældende sag var Skatterådet blevet spurgt, om der af praktiske hensyn kunne anvendes en fast grænse
på for eksempel 20 km mellem hjem og arbejdsplads, men dette afviste Skatterådet med henvisning til, at der altid kræves en konkret vurdering.
Skatterådet nævnte i den forbindelse, at der blandt andet kan lægges vægt på medarbejderens afrejse og hjemkomsttidspunkt, rejsens og arbejdstidens længde, medarbejderens transportmiddel, og den yderligere afstand og tid samt omkostningerne, der skal benyttes, for at medarbejderen kan aflevere sin bærbare pc på sin arbejdsplads. Der er derfor endnu ikke i praksis klare retningslinjer for, hvornår en erhvervsmæssig bærbar pc kan tages med hjem i forbindelse med en tjenesterejse, uden at der er risiko for multimediebeskatning.
Ved en arbejdsgiverkontrol må SKAT altid foretage en konkret vurdering af, om der skal ske multimediebeskatning - herunder også vurdere den enkelte medarbejders private forhold.Den nærmere grænsedragning må derfor afvente skattemyndighedernes og domstolenes praksis i de kommende år.