En gammel industribygning i Århusgade på Østerbro bliver i øjeblikket forvandlet til godt 14.500 kvadratmeter topmoderne kontorfaciliteter.
En historisk industribygning i Århusgade nr. 102-108 på indre Østerbro, der længe har fremstået nedslidt og utidssvarende, får nu nyt liv og genopstår som en moderne kontorbygning.
Bygningen har bl.a. tidligere fungeret som hovedsæde for Hovedstadens Brugsforening, men nu gennemgår den en gennemgribende forvandling både indvendigt og udvendigt. Den seks etager høje ejendom er opført i flere omgange mellem 1920’erne og 1950’erne.
Ejendommen har gennem årene oplevet lidt af hvert. Bygningen har huset alt fra melsække, kul, koks og petroleum til fisk, slagtekvæg og senere fotostudier, reklamebureauer, efterfødselsgymnastik, it-virksomheder m.v.
Når den omfattende renovering er slut i starten af 2009, vil kontorejendommen først og fremmest udgøre de daglige rammer for Finanstilsynets medarbejdere.
Det er ejendomsudviklingsselskabet Oskar Jensen Gruppen A/S, som står bag renoveringen af den historiske ejendom – via et datterselskab, Ejendomsselskabet TetrisApS.
Selskabet er ekspert i netop den slags projekter og lægger vægt på at skabe løsninger, hvor restaureringen foregår med respekt for de oprindelige bygninger. Arkitekt på projektet er Hartkorn ApS, mens Rasmus Friis er totalentreprenør.
Københavner-historie
- Vi står her med et stykke københavner-historie, som man ikke ser ret mange steder mere. Da vi gik i gang med projektet, var der eksempelvis stadig store kar i kældrene, som i gamle dage blev brugt til at holde fisk frisk, inden de skulle ud i brugsforeningerne, siger adm. direktør Henrik Wessmann Jensen fra Oskar Jensen Gruppen A/S.
- Vi er derfor gået til denne opgave med stor respekt for bygningerne. Det betyder bl.a., at vi specifikt forsøger at bevare og fremhæve de oprindelige kvaliteter, samtidig med at de nye kontorfaciliteter selvfølgelig skal leve op til fremtidens behov og krav.
Lige som det har været tilfældet med lignende projekter – herunder renoveringen af det gamle mejeri Enigheden i Københavns nordvestkvarter og det gamle bryghus på Tuborg Havn – oplever Oskar Jensen Gruppen stor interesse for projektet i Århusgade.
- Samtlige kvadratmeter er stort set udlejet. Udover Finanstilsynet har en afdeling af Rigshospitalet, Fitness World og COOP Danmark underskrevet lejekontrakt, siger Henrik Wessmann.
- Efterspørgslen på moderne kontorlokaler i historiske bygninger er stor. Mange virksomheder går ikke bare efter det nødvendige areal på en god beliggenhed. De ønsker at bo i omgivelser, der inspirerer medarbejderne, har den rette atmosfære, og som har en historie bag sig. Sådanne ejendomme, som der bliver færre og færre af, vil også fremover stå i meget høj kurs.
Ny markedstrend
Oskar Jensen Gruppen bemærker i øvrigt en interessant tendens på ejendomsmarkedet. Meget tyder nemlig på, at adresser i indre by og i de mest attraktive brokvarterer igen efterspørges af virksomhederne, hvor trenden for få år siden var den omvendte.
Henrik Wessmann Jensen oplyser, at markedslejen på attraktive adresser i København i øjeblikket er stigende – og det kan man ikke sige om kontormarkedet som helhed.
- I dag betaler man mere i husleje på Østerbro, end man gjorde for et år siden, fastslår han.
Hos erhvervsmæglerne mærker man den samme tendens. Hvor virksomhederne før søgte bort fra City for at placere sig i nyopførte kontorpaladser langs Kalvebod Brygge og i Nordhavnen, er det nu som om, at mange virksomheder er ved at genopdage kvaliteterne ved det ældre København.
Det betyder, at det i dag er svært at opdrive større, moderne og sammenhængende kontorlejemål inden for søerne. Udviklingen er med til at sætte skub i renoveringen og istandsættelsen af ældre ejendomme, som derefter kan genopstå som moderne kontorejendomme.
Oskar Jensen Gruppen er ikke ene om at have opdaget denne ændring på markedet. Den amerikanske fond The Carlyle Group er således ved at udvikle TDC-grunden i Nørregade tiln et nyt kompleks af moderne kontorejendomme.