Byggeriets Evaluerings Center har lagt sidste års direktør-strid bag sig. Nye forenklede metoder til måling af kvaliteten i byggeriets fremlægges på Centrets årsdag i næste uge.
Det bliver nu lettere for byggevirksomheder at opnå de kontroversielle karakterbøger, som er en forudsætning for, at virksomhederne kan få byggeopgaver for staten og en række kommuner. De omstridte karakterbøger uddeles af Byggeriets Evaluerings Center, som sidste efterår var omgærdet af en del uro.
Den kulminerede, da Centrets første direktør og grundlægger, den tidligere cheføkonom i Entreprenørforeningen, Curt Liliegreen, kom i mindretal i bestyrelsen og måtte fratræde. Det skete efter, at flere større byggefirmaer kritiserede centrets evalueringssystem. De mente, det var for kompliceret og i visse tilfælde for strengt. Deres synspunkter vandt betydeligt gehør i centrets bestyrelse.
Centrets nye adm. direktør, Ebbe Lind Kristensen, har fået til opgave at gennemføre forenklingerne af karakterbogssystemet, som er kommet i stand på Erhvervs-og Byggestyrelsens foranledning, De foreløbige resultater præsenteres af repræsentanter for byggeriets brancher ved Byggeriets Evaluerings Centers årsmøde mandag den 21. april.
Ebbe Lind Kristensen oplyser, at den del af karakterbøgerne, der vedrører bygherrernes vurdering af de involverede byggefirmaers effektivitet, glider ud af det nøgletalssystem, som karakterbøgerne bygger på. Det store arbejde med at få disse data indsamlet står ifølge byggebranchen ikke i noget rimeligt forhold til anvendeligheden af dem.
»Der lægges desuden op til at komme med en version 2 af det nøgletalsystem, som vore karakterbøger bygger på. Det arbejde ser vi frem til at deltage i, men indtil da kører evalueringssystemet videre«, siger Ebbe Lind Kristensen.
Rådgivere, som arkitekter og ingeniører, der også var kritisk indstillede overfor evalueringssystemerne, får samtidig nu en karakterbog, der er bygget på kundetilfreds-undersøgelser. Den er mere acceptabel for de to brancher.
Karakterbøgerne fra Byggeriets Evalueringscenter indgår som et væsentligt element i statens byggepolitik, som har til formål at minimere de mange fejl i byggeriet.
Det sker bl.a. ved at kræve karakterbøger som dokumentation, når byggefirmaer byder på statslige opgaver. Flere kommuner har også tilsluttet sig systemet. Det er byggefirmaerne, der betaler for at få evalueringerne udført.
Uroen omkring karakterbøgerne sidste efterår har dog kostet Centret omsætning. Centrets evaluerings-aktivitet faldt, og der blev kun opnået en nettoomsætning på 3,2 mio. kr. mod 3,7 året før. En anden forklaring er, at det almene byggeri gik i stå – herfra var der ventet en betydelig indtægt.
Byggeriets Evaluerings Center er stiftet som en almen erhvervsdrivende fond, bl.a. med støtte fra COWIfonden, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Dansk Byggeri og Realdania-fonden.
På sigt er det hensigten, at Centrets aktiviteter skal være selvbærende, men der er et stykke vej endnu – i 2007 var resultatet af den ordinære primære drift – d.v.s evalueringsaktiviteten – et underskud på 10 mio. kr. Andre indtægter skaber dog et ordinært resultat før skat på 0,8 mio. kr.
