Den børsnoterede el-grossist Solar nedjusterer forventningerne til 2008 og advarer om stor usikkerhed næste år, fremgår det af kvartalsregnskabet fra det Kolding-baserede selskab.
- Der er meget stor usikkerhed om markedsudviklingen for 2009. Finanskrisens varighed og dens afledte effekter på byggeri og industri kan på nuværende tidspunkt ikke vurderes med blot rimelig sikkerhed. Forventningerne til omsætning og indtjening i 2009 vil derfor først blive offentliggjort i marts måned næste år, oplyser direktør Flemming Tomdrup i regnskabet.
Solar venter nu en omsætning på 1510 mio. euro i år mod tidligere 1530 mio. euro, mens forventningerne til overskuddet af driften (EBITA) reduceres til 68 mio. euro fra tidligere 75 mio. euro.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )