Læs guiden til, hvordan du holder dig under indbetalingsloftet på 100.000 kroner på ratepensioner.
Som bekendt er der fra og med i år indført et loft - altså et maksimum - for fradrag for indbetalinger til ratepensioner. Der er mange, som har været vant til at indbetale mere end 100.000 kroner årligt til en pensionsordning. Hvad skal de nu gøre?
Hvis man spørger pensionsselskaberne er svaret ganske klart. Den overskydende del skal overføres til en livsvarig livrente. Det skal den, fordi der ikke er begrænsninger for skattefradrag for indbetalinger hertil.
Det er imidlertid ikke alle, der ønsker en livrente. Ikke desto mindre kan man meget nemt ende med at måtte acceptere en sådan, hvis man ikke selv reagerer.
Det forlyder således, at PFA har besluttet ikke at ville tilbagebetale indbetalte pensionsbidrag til en ratepension, hvis man kommer over loftet. Skattereglerne giver mulighed for, at sådanne overskydende indbetalinger kan blive tilbagebetalt uden skattemæssige konsekvenser, men det er op til pensionsinstitutterne at bestemme, om de vil tillade tilbagebetaling.
Hvis ikke, bliver man tvunget til at acceptere en livrente for den overskydende del, hvis man da vil have skattefradrag for denne del af indbetalingerne. Og det ønsker alle selvsagt, hvis beløbet alligevel skal forblive hos pen-sionsinstituttet.
Omvendt har Nordea angiveligt besluttet, at de gerne vil tilbagebetale. Så praksis er altså ikke ens.
Der er derfor god grund til at begynde året med at kigge på de løbende indbetalinger til ratepensioner for at vurdere, om man rammer loftet. I givet fald skal der tages stilling til, hvad der skal ske med den overskydende del. Skal indbetalingerne reduceres, sådan at man holder sig under loftet, eller vil man have en livsvarig livrente for den overskydende del?
Alene det at finde ud af, om man rammer loftet, er lidt af en kunst. Den del af indbetalingen, som anvendes til forsikringsdækning og AM-bidrag, medregnes nemlig ikke. Og benytter man flere pensionsselskaber - hvad mange gør - bliver det endnu sværere.
Disse fører nemlig ikke noget fælles register over indbetalingerne. Det er derfor indbetaleren selv, der skal holde øje med loftet, og som skal bestemme, hvor der skal skæres, eller hvor der eventuelt skal overføres til en livrente.
