Det sydjyske pengeinstitut har en arbejdende kapital på hele tre mia. kr.
Med en arbejdende kapital på hele tre milliarder kroner og en solvensprocent på 16 - det dobbelte af lovens minimumskrav - hører Frøs Herreds Sparekasse til blandt de mest solide pengeinstitutter i Danmark.
»Vi har indlån på 2,4 mia. kr. og udlån for 2,1 mia. kr. Vi har altså indlånsoverskud, hvor der er andre banker, der har indlånsunderskud og skal have det finansieret,« siger adm. direktør Kurt Jensen.
Han tilføjer, at Frøs ikke udlåner ret meget til ejendomssektoren.
»Vi er et bundsolidt og fornuftigt drevet pengeinstitut,« tilføjer han.
I en artikel i ErhvervsBladet.dk onsdag fremhæves det, at mange mindre banker har for lille en arbejdende kapital og må overveje deres fremtid. Det er banker med en arbejdende kapital på under 250 mio. kr.
Artiklen var ledsaget af et billede af en af Frøs Herreds Sparekasses filialer, men Frøs er altså ikke i farezonen.
cs