Høj risiko for flere tusinde konkurser og betalingsstandsninger i dansk erhvervsliv de kommende måneder. Det kan få følgevirkninger for leverandører, som risikerer at miste tilgodehavender.
Der bliver allerede trukket hårdt i betalingsfristerne elastik i flere virksomheder, mens andre simpelthen går konkurs inden afregning. Og det kommende år er der høj risiko for, at flere tusinde virksomheder går konkurs, i betalingsstandsning eller rammes af andre insolvenshændelser. Det viser en risikovurdering, som leverandør af erhvervsinformation D&B har foretaget blandt 447.000 virksomheder.
- Vores analyse peger i retningen af, at omkring 4.500 danske virksomheder vil falde ud af markedet – altså gå i betalingsstandsning, konkurs eller opleve andre insolvenshændelser inden for de kommende 12 måneder. Og det antal rummer både små og større virksomheder, siger Niels Hansen, business development manager hos D&B.
Han peger på, at konkurserne kan gå hårdt ud over virksomhederness leverandører, som risikerer at miste tilgodehavender.
I analysen er det især konjunkturfølsomme brancher som hotel, restauration, transport, bygge og anlæg, der viser alarmerende udsving i risikovurderingen.
Tjek kunderne
D&B har ikke tal for fordelingen af små og store blandt de sårbare virksomheder, men peger på, at virksomheder genmerelt bør se kunderne efter i sømmene - og vurdere, hvilke risici de løber, inden der gives for lang kredittid.
Samme melding kommer fra kreditforsikringsfirmaet Atradius, hvor vicedirektør Erik Skovgaard Nielsen pt. oplever et stigende antal indberetninger om for sen betaling fra kunder både i ind- og udland.
- Vi kan helt klart mærke tegnene på, at der sker en kraftig opbremsning i økonomien nu. Og det vil især ramme de små og mellemstore virksomheder. Hidtil har det primært være i byggesektoren, men nu begynder vi også at se det i tekstil- og møbelbranchen – og generelt de brancher, der retter sig mod privatforbruget. Så der er efter vores vurdering ingen tvivl om, at der fortsat vil ske en betydelig stigning i antallet af konkurser, siger Erik Skovgaard Nielsen.