Selskabet Euroinvestor.com, der står bag den danske investorportal Euroinvestor.dk har besluttet at gå på børsen for at styrke kapitalgrundlaget for yderligere ekspansion. Selskabet, der har eksisteret i ti år, venter at vokse med omkring 20 pct. om året i de kommende år.
De danske investorers stærkt stigende interesse for investeringer, deres øgede finansielle viden og Internettets muligheder for at tilvejebringe information har gjort tiden moden for Euroinvestor til at gå på børsen. Også udlandet skaber store ekspansionsmuligheder, for her har Euroinvestor høstet positive erfaringer med sine investorportaler og Investor Relations løsninger.
- Vi har i ledelse og bestyrelse drøftet, hvordan det store potentiale kunne udnyttes og er enige om, at en notering Københavns Fondsbørs, OMX er den rigtige måde at skabe det fornødne kapitalgrundlag til fortsat vækst - både gennem strategiske alliancer, organisk vækst og eventuelle opkøb, siger bestyrelsesformand og medstifter af Euroinvestor, Søren Alminde.
EuroInvestor har i Danmark vokset 200.000 unikke brugere i januar 2004 til over 450.000 i januar 2007.
Euroinvestor har været overskudsgivende siden 2002, og EuroInvestors omsætning er fra 2. halvår 2005 til 2. halvår 2006 steget med 61 pct. - fra 5,6 mio. kr. til 9,0 mio. kr. I samme periode er resultat af primær drift steget med 143 pct. - fra 2,34 mio. kr. til 5,69 mio. kr.
De største aktionærer i Euroinvestor er brødrene Søren og Jens Alminde med 65 pct. og Capinordic med 25 pct.
Capinordic Bank er emissionsbank ved børsnoteringen, oplyser selskabet.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )