Den skandinaviske flygigant SAS har i mange år kæmpet for selvstændigheden. Men nu er kampen ved at være slut.
Den skandinaviske flygigant SAS har i mange år kæmpet for selvstændigheden. Men nu er kampen ved at være slut.
Det skriver Berlingske Nyhedsmagasin, der har udpeget fem trends i luftbranchen, der vil præge fremtidens flyselskaber. Og SAS-koncernen klarer sig ikke godt på nogle af punkterne.
- Ingen af dem er til gavn for SAS, og nogle af dem skader endda voldsomt, skriver magasinet.
Magasinets første konklusion er, at varmemærkerne er ved at miste betydning. Alt handler om prisen. SAS bevæger sig nu på et marked med fokus på forretningsrejsende og med fokus på det nordiske hjemmemarked. Men det er en strategi, der vakler, da Europamarkedet fremover vil blive drevet af "low cost", siger flere luftfartseksperter til Berlingske Nyhedsmagasin.
Der er samtidig stadig for mange selskaber på markedet, og alternativet til at blive købt kan være at gå fallit, skriver Nyhedsmagasinet. SAS-koncernchefen Mats Jansson har dog i flere avisinterviews udtalt, at en konsolidering er det bedste for SAS.
- At klare sig på egen hånd er ikke noget mål i sig selv. Desuden er jeg blevet ældre og klogere. Indsigten er, at det helt bestemt er det bedste for alle partner, siger koncernchefen, der meget vel kan gå hen og blive den sidste chef i SAS-koncernen.
Derudover har SAS haft utrolig svært ved at sænke selskabets omkostninger og hamle op med lavprisselskaberne. Ud over at presse prisen ned er lavprisselskaberne også er begyndt at flyve længere ruter, hvilket ellers før var forbeholdt SAS og de andre gamle netværksselskaber.
Passagerne vil også have mere service. Og hvis servicen ligefrem går hen og bliver et konkurrenceparameter, som Fred Fredheim fra Fredheim International forudser, så vinder den, der har de fleste tillægsydelser. Og her har SAS altså heller intet forspring, konkluderer Berlingske Nyhedsmagasin, der altså dermed har givet sit bud på fem fænomener, der har fået SAS til at opgive kampen.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )