Cimber på vej med flere nedjusteringer.
Aktieugebrevet.dk anser det for nærmest uundgåe-ligt, at nynoterede Cimber Sterling kommer med flere nedjusteringer af årsforventningen, senest ved aflæggelse af årsregnskabet for 2009/10.
Vi anser den seneste nedjustering kort tid efter børsnoteringen og kapitalrejsningen på 251 millioner kroner som dybt problematisk. Selskabet oplyser, at nedjusteringen især skyldes uro om børsnoteringen og erhvervsmediernes fokus på selskabets likviditetsmæssige situation - og deraf svingende salg. Vi mener, at selskabet allerede i slutningen af emissionsperioden burde have udsendt et tillæg til prospektet omkring den nye udvikling.
Realiteten er nu, at kursen faldt 40 procent på blot tre uger siden børsnoteringen. Selskabets børsværdi er 273 millioner kroner, og den bogførte egenkapital er cirka 330 millioner kroner.
Selskabet nedjusterede årsforventningen til driftsresultatet til niveauet minus 60 millioner kroner, mod tidligere minus 10 til 40 millioner kroner før omkostninger til børsnotering og den planlagte udstedelse af medarbejderaktier i januar 2010.
Selskabet forventer en betydeligt bedre købelyst hos forbrugerne, hvilket må anses for meget tvivlsomt og mest baseret på ønsketænkning: »Forventningerne baserer sig endvidere på en stabilisering af de makroøkonomiske forhold, og at det kommende års skattelettelser og den nuværende lave rente øger den disponible indkomst og det private forbrug i Danmark.«
Ved udgangen af kvartalet var selskabets rentebærende gæld 476 millioner kroner og de cirka 250 millioner kroner fra emissionen er anvendt til at reducere bankgælden.
Bankgælden er altså efter modregning af emis-sionsprovenu fortsat ganske stor, og der oplyses i prospektet om en række lånevilkår (covenants), som skal være opfyldt. Vi ser stor risiko for markante yder-ligere kursfald i Cimber-aktien.