Stigning og fald blandt de små aktier.
De seneste to dage har vi set på de tre største stigninger og de tre største fald blandt aktierne i Large-Cap og MidCap på Københavns Fondsbørs. Vi har bevidst udeladt aktierne uden for disse to grupper, da de ofte kun omsættes ganske lidt. Der skal derfor kun en ganske lille omsætning til at flytte kurserne betydeligt for en hel del af disse aktier.
For en god ordens skyld skal det dog nævnes, at de tre mest stigende aktier uden for LargeCap og MidCap frem til og med vinterferien var SCF Technologies med 160 procent, Affitech med 120 procent og Danventures med 111 procent.
Her understreger eksempelvis Danventures' meget beskedne omsætning på cirka 1.700 kroner om dagen dog, at man skal være særdeles forsigtig med at lade sig forblænde af en tilsyneladende imponerende kursstigning på mere end 100 procent. Med så lav en daglig omsætning kan enhver privat investor handle kursen op eller ned efter behag, og dermed bliver kursdannelsen meningsløs. Den type aktier bør man holde sig fra.
Vi skal selvfølgelig også afsløre de tre dårligste aktier uden for LargeCap og MidCap i år. Bunden skrabes af Cimber Sterling Group med minus 56 procent Alm. Brand Pantebreve B med et fald på 44 procent, og Ikast-Bording Elite Håndbold med minus 33 procent. Her bemærkes specielt Cimber Sterling Group, som blev børsnoteret 1. december 2009, og som siden har sat ny dansk rekord i negativ omtale for et børsnoteret selskab. Først ved at nedjustere forventningerne umiddelbart efter børsnoteringen. Derefter gennem en række medarbejderes chikane mod en konkurrent. Og 24. februar nedjusterede man så igen. Denne gang med en tredobling af årets forventede underskud.
Cimber Sterling Group var kun børsnoteret i én måned af 2009, men nåede alligevel at falde med næsten 20 procent i 2009, og faldet fortsætter med fuld fart i 2010.