Cimber Sterlings ledelse var ikke involveret, da en række af selskabets medarbejdere opkøbte 1 krones billetter fra konkurrenten Norwegian.
Det fastslår en uvildig advokatundersøgelse, som Cimber Sterling har fået foretaget.
Cimber Sterling beklager samtidig episoden og vil sikre sig, at noget lignende ikke vil ske i fremtiden, fremgår det af en meddelelse fra flyselskabet.
- Den afgørende konklusion i undersøgelsen er, at Cimber Sterlings ledelse hverken har købt billetter eller har opfordret medarbejderne til køb af 1-krones billetter til Norwegians ruter. Vores to medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen har beklaget det postyr, som købet af billetterne har medført, og sagen er dermed lukket fra bestyrelsens side, siger N.E. Nielsen, der er bestyrelsesformand for Cimber Sterling, i meddelelsen.
Bestyrelsesformanden fastslår, at han har fuld tillid til Cimber Sterlings administrerende direktør, Jacob Krogsgaard.
- Ifølge pressen har pilene peget mod adm. direktør Jacob Krogsgaard, og som formand for bestyrelsen glæder det mig derfor, at dette er grundløst. Vi har fuld tillid til Jacob som adm. direktør i virksomheden, siger N.E. Nielsen.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )