Nykredit-koncernen har fået et overskud på 2,2 milliarder kroner inklusive den opkøbte Forstædernes Bank, i første halvår af 2009.
Nykredit-koncernen har fået et overskud på 2,2 mia. kr., inklusive den opkøbte Forstædernes Bank, i første halvår af 2009. Eksklusive Forstædernes Bank ville overskuddet være endnu højere, nemlig 3,2 mia. kr. Det er en markant fremgang sammenlignet med samme periode sidste år, hvor overskuddet var på 389 mio. kr.
Det er beholdningsindtjeningen, der sikrer finanskoncernen en positiv bundlinje. Basisindtjeningen viser faktisk et underskud efter nedskrivninger, men heldigvis for Nykredit er sidste års minus på beholdningen af værdipapirer vendt til et plus på 2,3 mia. kr.
Nedskrivningerne er til gengæld eksploderet for bank- og realkreditkæmpen, og det skyldes ikke mindst opkøbet af Forstædernes Bank. Denne del af forretningen tegner sig for nedskrivninger på 935 mio. kr., men der er også store nedskrivninger i Nykredit Realkredit (381 mio. kr.) og Nykredit Bank (352 mio. kr.). Samme periode sidste år var de samlede nedskrivninger i koncernen 82 mio. kr.
Købet af Forstædernes Bank er ikke umiddelbart en god forretning for finanskoncernen. I hvert fald er resultatet for Forstædernes Bank isoleret set et underskud på 1,4 mia. kr. før skat.
- Resultatet afspejler en markant forretningsvækst, stigende nedskrivninger på udlån og en meget høj beholdningsindtjening, forklarer koncernen om milliard-bundlinjen.
For hele 2009 venter Nykredit fortsat basisindtjening før nedskrivning i niveauet 2400-3000 mio. kr. for året som helhed.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )