Børserne i Asien er fredag ramt af store fald efter torsdagens voldsomme nedtur på de europæiske og siden de amerikanske og latinamerikanske aktiemarkeder. Panikken fortsætter igen fredag i Europa
Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger til en tilbagegang på 3,8 pct. og er på vej mod det største fald siden 2008. Indekset er faldet mere end 10 pct. i år siden det toppede i maj 2011.
Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, lukkede med et fald på 3,7 pct., mens Topix-indekset lukkede i minus 3,1 pct.
Det australske ASX-200-indeks faldt med 4,0 pct., det er det største fald i to år. Det store fald kommer blandt andet på bekymringer om, at den globale økonomis genoprejsning er udsat af aktiernes nedtur. I Taiwan gik Taiex-indekset i minus med -5,58 pct., og det førende indeks i Sydkorea, Kospi, faldt med 3,7 pct.
De kinesiske børser i Shanghai og Shenzhen oplever fald på henholdsvis 2,2 pct. og 2,0 pct. som på det asiatiske marked fredag, må anses for at være nogle af de mindre fald. På det kinesiske marked er det også den økonomiske afmatning i Europa og USA og aktiernes nedtur, der sætter dagsordenen for dagens fald. Hang Seng i Hongkong ligger til et minus på -5,1 pct., hvilket er det største fald i 18 måneder.
Fredagens jobrapport fra USA for juli vil give endnu et fingerpeg om hvor slemt det stor til. Gældkrisen i Europa forsætter, den har nu for alvor spredt sig fra Grækenland til større økonomier i Spanien og Italien. Det afskrækker investorerne og den europæiske centralbank er gået i gang med at købe spanske og italienske statsobligationer for at dæmpe den tiltagende panik.
Indeks Udvikling (%)
=======================================
- Nikkei 225 -3,72
- Topix -3,07
- Hongkongs Hang Seng -5,01
- China Shanghai Composite -2,22
- China Shenzhen Composite -2,02
- Taiwan Taiex -5,58
- Sydkoreas Kospi -3,70
- Indiens BSE Sensex -3,65
- Singapores STI -4,05
- Sydney ASX 200 -4,00
Indeksudviklingerne er fra kl. 09:22
======================================= #
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans
