Med biotekselskaberne Bavarian Nordic og Neurosearch på vej ud af kravlegården og til status som medicinalselskaber erklærer Asger Aamund sig indstillet på også at hjælpe næste generation i gang.
Det fortæller han RB-Børsen, efter at værdien af hans aktiebeholdninger i de to selskaber er vokset markant de seneste uger.
- Det er jo det, der er meningen med det hele. Nu har jeg trukket mig tilbage efter 20 år som formand for Neurosearch og sat en ny bestyrelse ind, og det skal ende med, at det, jeg forhåbentlig i sidste ende tjener på at være medstifter af de to selskaber, bliver omsat i nye selskaber, siger Asger Aamund.
For at være tæt på den drøm er han flyttet ud i forskerparken Symbion, hvor han er tæt på nye potentielle børsnoterede selskaber.
Asger Aamund ejer ifølge seneste offentliggjorte infomationer 13,1 pct. af Bavarian Nordic og lige under 5 pct. af aktierne i Neurosearch. Hvis man regner efter de data (Neurosearch-posten sat til 4,5 pct., red.), har han siden årsskiftet høstet en urealiseret gevinst på 220 mio kr. på den gode udvikling i selskaberne. Hans samlede poster i de to selskaber er under samme forudsætninger 507,6 mio. kr. værd.
Og nogle af de penge skal altså på et tidspunkt bruges til at føre andre biotekselskaber frem. Men først skal markedet lige lande på en tilfredsstillende pris på Bavarian Nordic.
- Det ville jo ikke være så smart så længe, at Bavarian Nordic er så undervurderet, som alle analytikere siger, at det er. Samtlige analytikere og investorer mener, at selskabet er undervurderet, så det er ikke lige tidspunktet at gå ud og gøre sig likvid på. Jeg har ikke nogen planer om at afvikle mine engagementer. Jeg er meget glad for at være i selskabet, og jeg har aldrig solgt en eneste Bavarian Nordic-aktie, siger Asger Aamund.
Ifølge Bloomberg anbefaler seks analytikere "køb" af Bavarian-aktien, to anbefaler "hold", mens ingen har salgsanbefaling på den.
Præcis information om Asger Aamunds aktieposter kommer i forbindelse med årsregnskabet for A.J. Aamund i slutningen af april.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )
