Danionics er i forhandlinger med joint-venture partneren i selskabets asiatiske joint venture om den fortsatte finansiering af fabrikkens virke.
- En sådan finansiering forudsætter en for begge parter tilfredsstillende låneaftale. Opnås der ikke enighed herom, vil der næppe være nogen fremtid for jont-venturet, hedder det i regnskabet.
I årsregnskabet fremhæves også, at der er tale om sidste udkald for Danionics.
- De næste 12 måneder vil afgøre om Danionics har en fremtid i batteri-produktionen i Asien eller om forsøget må opgives, skriver selskabet.
For 2010 venter selskabet at ville være påvirket af markedsførings- og salgsomkostninger vedrørende joint venturet samt administrationsomkostninger på ca. 2,5 mio. kr.
- Samlet venter Danionics derfor et underskud i niveauet 2-3 mio. efter renteindtægter, men før indregning af andelen af årets resultat eller værdiregulering i Danionics Asia Ltd, skriver selskabet.
Derudover kan der fortsat blive tale om salgsindtægter, hvis den salgsindsats, der udføres af Danionics, resulterer i ordreindgang.
Selskabet har svært ved at se udover 2010.
- Da selskabet fortsat er afhængig af en uafklaret verdensøkonomi, afsætningsforhold - delvis i helt nye markeder - og en tynd organisation er udsigterne for fortsat batteriproduktion udover 2010 på nuværende tidspunkt ikke særligt positive, hedder det i det dystre regnskab.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )