Dette enorme beløb udgør kun den del af svindlen, som rent faktisk opdages. Et forsigtigt skøn i undersøgelsen

peger på, at tallet nærmere ligger på en milliard kroner om året.

Med en samlet erstatningssum i Danmark

på cirka 10 milliarder kroner om året svarer det til, at cirka 10 procent af skadesudbetalingerne fra selskaberne altså

er svindel.

Disse uhørt høje tal er ikke alene et udtryk for en lav moral hos nogle, men også et tegn på,

at vi er på vej mod en ændret norm omkring forsikringssvindel, der jo som bekendt er strafbart.

For nylig konkluderede

professor Jørgen Goul Andersen i en undersøgelse om danskernes moral i forhold til lovovertrædelser - herunder forsikringssvindel

- at 25 procent af befolkningen mener, det er OK at småsvindle, når man anmelder en skade til sit forsikringsselskab.

Kun halvdelen af befolkningen tog klart afstand fra svindelen.

At hele 50 procent af befolkningen i større eller mindre

grad ikke anser småsnyd overfor forsikringsselskaberne som kriminelt bør give anledning til bekymring og ikke mindst

selvransagelse hos os i forsikringsbranchen.

Efter min opfattelse er det nemlig ikke usandsynligt, at forsikringsbranchens egen

adfærd er en del af årsagen til disse holdninger.

Det er i hvert fald tankevækkende, at man ved næsten

ethvert middagsbord, hvor forsikring kommer på tale, hører udtalelser som:

"Når man endelig har brug

for dem, prøver de altid at slippe for erstatningen", "De trækker altid noget fra, så hvis man vil have

det, man har krav på, må man jo selv lægge til" , eller "Jeg følte mig ubehageligt mistænkeliggjort,

da taksatoren besøgte mig".

Eksemplerne er mange, og alle kender altid en eller anden, der har haft en dårlig

oplevelse med forsikringsbranchen.

Befolkningens opfattelse af forsikringsverdenen ville formentlig få alarmklokkerne til

at lyde i alle andre brancher end netop lige forsikringsbranchen.

Men indtil videre har den etablerede del af branchen valgt

at stikke hovedet i busken og ignorere de tydelige signaler, der med jævne mellemrum bliver udsendt fra forbrugerne og deres

organisationer.

Faktisk er jeg overbevist om, at forsikringstagerne generelt får de erstatninger, de har krav på.

Problemet er så, at de ikke selv har tillid til, at det er tilfældet.

Der er nemlig ofte ikke sammenhæng mellem

det, forbrugerne mener at have købt, og det forsikringsselskaberne mener at have solgt.En årsag er, at forsikring bliver

opfattet som uigennemskueligt og svært forståeligt på grund af en alt for lang tradition for vilkår skrevet

i et håbløst, knudret sprog og vilkår med alt for mange ulogiske undtagelsesbestemmelser.

Det er helt unødvendigt,

og det er med til at gøre produkterne uigennemskuelige, selv om de langt hen ad vejen i virkeligheden er helt ens.

Samtidig

er det umuligt for kunden at danne sig et overblik over, hvad han egentlig får for pengene. Det kan vi simpelthen ikke være

bekendt som branche.

Hos Fair Forsikring har vi fra vores begyndelse for knap et år siden haft som målsætning

at lave gennemskuelige vilkår skrevet på almindelig dansk.

Samtidig har vi oprettet et kundepanel, sammensat af

almindelige forbrugere, som afgør uenigheder mellem kunden og selskabet.

Vi mener, at gennemskuelighed og bestræbelse

på at sætte kunden i centrum er en forudsætning for den tillid mellem kunde og forsikringsselskab, som branchen

som helhed mangler.

Jeg er overbevist om, at en forudsætning for at drive forsikringsvirksomhed i fremtidens Danmark netop

er betinget af, at man lytter til forbrugerne og deres organisationer i langt højere grad end den etablerede branche har tradition

for.

Det er pinligt, at forsikringsselskaberne bliver betragtet som fjerne og halvoffentlige institutioner på linje med

skattemyndighederne. (Goul Andersens undersøgelse viser i øvrigt, at skattesnyd er mindre accepteret end forsikringssvindel.)

Vi

bør i stedet fremstå som moderne, veldrevne virksomheder, der forstår kundernes behov, hvis vi skal genvinde deres

tillid.

Kun branchen selv kan ændre forbrugernes holdninger ved at skabe mere gennemsigtighed, åbenhed og lydhørhed.

For

eksempel ved for alvor at gå ind i bestræbelserne på at lave en helt åben database, så man kan sammenligne

priser og dækning, eller ved at ophæve reglerne om, at man kun kan skifte selskab en gang om året og ikke mindst

ved at gøre forsikringsvilkårene forståelige for menigmand.

Der er nok at gå i gang med, og det er helt

sikkert, at det vil have en gavnlig indflydelse på folks moralske holdning til for eksempel svindel, hvis de følte, at

deres forsikringsselskab respekterede dem som kunder.

Den etablerede del af forsikringsbranchen har imidlertid strittet kraftigt imod,

hver gang der har lydt krav fra forbugerorganisationerne om at gøre markedet mere gennemskueligt.

Tallene fra de to undersøgelser

kan forhåbentlig være med til at få branchens øjne op for behovet for en ny stil.

For hvis forsikringsbranchen

vil komme svindlen til livs, må den selv begynde med at få sin troværdighed tilbage.