Vi vil gerne have flere iværksættere for at fremme væksten og øger vores placering i den globale konkurrence. Når man er iværksætter, starter man typisk i det små og skal arbejde sig op gennem en jungle af andre virksomheder, der alle slås om det samme marked.
ErhvervsBladet omtalte den 16. maj, at Staten og Kommunernes Indkøbscentral har sørget for, via deres rammeaftaler, at ikke alle virksomheder – herunder de nystartede - behøves at blive givet en fair chance, når leverandører til det offentlige udvælges.
De mere veletablerede virksomheder kan naturligvis i modsætning til nystartede virksomheder dokumentere en leveringshistorie samt eventuelt solide regnskaber over en årrække. Det giver muligvis en tryghed for den offentlige indkøber, men er det, hvad vi vil fra staten og kommunernes side? At nystartede virksomheder udelukkes som potentiel leverandør til det offentlige primært af sådanne psykologiske grunde, er en meget uheldig effekt, i forhold til målsætningen om, at skabe gode betingelser for flere iværksættere.
Jeg beder ikke om, at nystartede virksomheder skal favoriseres i den offentlige indkøbspolitik – jeg opfordrer blot til, at de gives lige muligheder med de veletablerede virksomheder for at få en del af de offentlige ordrer.
Rammeaftalerne betyder, at det offentlige ofte handler ind hos de samme leverandører, uden at overveje alle – især de små - alternativer. I stedet bør den offentlige indkøbspolitik fremme den frie konkurrence, således at udvælgelsen af leverandører i udgangspunktet sker på baggrund af produktets kvalitet og ikke ud fra virksomhedens størrelse eller alder.