Klassisk stationcar i mellemklassen, dieselmotor på omkring 2 liter. Pr. automatik er det valget for rigtig, rigtig mange firmabilister, og det er da heller ikke så mærkeligt, når man med mange timer på vejen regner funktionalitet, komfort og brændstoføkonomi sammen.

Vi har tidligere testet sedanversionen af den nye Volkswagen Passat mod Ford Mondeo, Mazda 6 og Toyota Avensis, der ikke kunne røre den. Vi har nu udvalgt tre nye konkurrenter, som skal forsøge at pille ved Passat i stationcarudgave. Passat Variant 2,0 TDI BlueMotion Technology med 140 hk får kamp til stregen af Honda Accord Tourer 2,2 i-DTEC med 150 hk, Opel Insignia Sports Tourer 2,0 CDTi med 160 hk og koncernkollegaen Skoda Superb Combi 2,0 TDI med 140 hk.

Honda Accord – trange kår

Den japanske mellemklassemodel har i årtier været med til at bygge et image op om Honda som en Østens BMW. Kærlighed til køreegenskaberne, kontakt mellem fører og bil og den slags, der får hjertet til at banke lidt hurtigere. Et mindre facelift, der er mere teknisk end kosmetisk, har vi netop set på biludstillingen i Genève. Men de for en stationcar så vigtige pladsforhold, som faceliftet ikke rykker ved, må have været næsten uden betydning for Honda. Med en længde på 475 cm er den lidt kortere end stort set alle konkurrenter i klassen, men et bagagerum på lige over 400 l hører til i stationcars på størrelse med Renault Clio.

Rattet står underligt stejlt, hvilket sammen med en radiobetjening, der kræver konsultation med instruktionsbogen, er det eneste, der som sådan er i vejen med førerpladsen. Instrumenteringen er eksemplarisk, det automatiske klimaanlæg er trods trykknapper simpelt at bruge, og den korte gearstang sidder, så der kan skifte s med et lille vrik, når armen ligger på armlænet. Accord kommer pt. kun med Elegance-udstyr, som er ret overbevisende; el-styret bagklap, USB-indgang til lydanlægget, alufælge, fartpilot med ratbetjening, regnsensor og bakspejl med aut. nedblænding. Japansk produktionsfilosofi gør, at ekstraudstyr er noget, der kun eftermonteres.

Desværre føles det ikke som at køre en BMW. Det skulle da lige være den urolige og stramme undervogn, der minder lidt om at køre 1-serie med for lave dæk – niveauet er langt højere hos konkurrenterne. Accord styrer på ingen måde som en 1-serie. Den styrer tungt og med en tændt-slukket-opsætning, og der er ikke meget at mærke af noget som helst.

Den store 2,2-liters diesel har flere kræfter at give af end de tre andre i testen, men det er ikke noget der rigtig giver grund til, at humøret skulle stige, for der er ikke en jævn fordeling af kræfterne. Under 2.000 o/min er den dræbende langsom til at bygge moment op, og så er den mere støjende end hos konkurrenterne.

Opel insignia - en tung danser

Insignia Sports Tourer er født under samme trange kår som Accord Tourer, hvor udnyttelsen af grundfladen er skubbet til side for designet. Og det er tilsyneladende godt tænkt, for at dømme efter salget af Insignia, går kunderne ikke rigtig op i, at deres kæmpe af en stationcar (491 cm) ikke indbyder til storindkøb.

Indian Summer er et nyt læderindtræk i en varm tone, der i testbilen gør sit for at sprede eksklusivitet i kabinen. Indtrykket omkring førerpladsen er overvejende positivt. Insignia er ikke helt så intuitiv og simpel i betjeningen af fx sædevarme, kørecomputer og radio, som vi kunne tænke os det – at skulle fjerne venstre hånd helt fra rattet for at betjene kørecomputeren via blinkerarmen er ikke logisk.

Den 2-liters diesel med 160 hk er stærkest i feltet, og vi ved fra tidligere test, at den rent faktisk også opleves kraftfuld. I testbilen er det bare ikke oplevelsen, for den har automatgearkasse, og den er uden sammenligning en af de dårligste gearkasser, man kan komme i nærheden af i dag. En ting er, at den tapper kræfter fra motoren og forlanger rigeligt på brændstofkontoen. En anden er, at en høflig forespørgsel via speederen ignoreres, overfortolkes eller bare besvares med langsomme skift. Dieselmotoren er for nylig blevet set efter i sømmene, fordi den støjede for meget. Motorgangen er blødere, lyden mindre gennemtrængende – alligevel et stykke fra flere konkurrenter. Køreegenskaberne placerer heller ikke den store Opel i toppen. Den er tungest på vægten, hvorfor den også virker massiv at håndtere via det overraskende lette og uinspirerende styretøj.

Insignia Sports Tourer står med automatgear og Cosmo-udstyr som en meget dyr bil, og vores forslag er at droppe gearkassen, tage Edition-udstyret og krydre det med udstyr fra en meget omfattende liste med ekstraudstyr.

Skoda Superb - rumskibet

Måske den mest geniale bil fra Skoda nogensinde. Superb Combi har næsten plads til en Fabia i bagagerummet, og den underbyder konkurrenterne i pris – hvis vi fjerner merprisen for DSG-gearkassen, koster den 408.380 kr. Og hvis alufælge, aut. klimaanlæg og læderrat støder din puritanske natur, så er Skoda klar med en 2-liters Superb Combi Comfort med 140 hk til 378.680 kr.

Denne Ambition-udstyrede version føles ganske luksuriøs, og bortset fra lidt billige materialer rundt omkring, leverer Superb’en varen. Det ekstremt rummelige bagsæde, katedralen de kalder et bagagerum og plads til store armbevægelser ved forsæderne – ingen er så godt udhulet som Superb.

Dieselmotoren med 140 hk og den sublimt skiftende DSG-gearkasse er to store fornøjelser. Motoren fås med 30 hk mere, men den lille version har mere jævn kraftudvikling og er nok til den store bil. Den er godt dæmpet, og det samme kan siges om undervognen, der kun bliver for stram og urolig på store ujævnheder. Styretøjet er også et plus, omend det er typisk for Skoda, at det mangler den sidste skarphed for rigtig at overbevise.

VW Passat - duksedrengen

Kun et stort facelift, men et der har forfinet og forbedret på de helt rigtige punkter. Det passer på Passat Variant, der ligefrem overrasker ved at være den i testen med den laveste pris.

Det ses ikke engang på udstyret – alufælge, delvist el-styret førersæde, aut. klimaanlæg med to zoner og regnsensor er standard på denne Comfortline, der har et interiør med skudsikker samlekvalitet, rigtig god plads og en førerplads, der bare spiller. Enhver sidder perfekt i Passat. Helt så meget plads som Superb tilbyder den ikke, men en pæn del mere end de to andre konkurrenter.

Passat har et system, der registrerer, om man sidder og falder hen bag rattet, og så opfordrer den til en pause. Adaptiv fartpilot med nødbremsesystem i byen, adaptiv undervogn, parkeringssystem med automatisk parkering og flere andre assistentsystemer - mod en merpris kan tyskeren udstyres som en bil i luksusklassen.

Det bedste er, at faceliftet har poleret de skarpeste kanter væk, så den næsten også kører som en bil i luksusklassen. Støj fra vind og mekanik er på et forbløffende lavt niveau, affjedringen klarer alle former for veje uden at være blød, og retningsstabiliteten er imponerende. Mere behagelig end nogen anden bil i klassen. Styretøjet føles skarpere end før, og da understyringen også kommer senere, er det sjovt at køre den store stationcar. Det er ikke en dynamik, der sidder »uden på tøjet« og virker påtrængende.

Dieselmotoren på 2 liter med 140 hk er den samme som i Skodaen, men her er den bedre dæmpet, specielt når den presses mod det røde felt, og som den eneste har den start-stop-system – medvirkende til et meget lavt forbrug. Motoren er helt rigtig til Passat Variant.

Regnes alle plusser og minusser sammen, er Passat i alle facetter stadig den bedst kørende.